Nej, Bruce Willis har IKKE solgt rettighederne til sit ansigt til deepfake-selskab

Mange medier har rapporteret de seneste dage, at den pensionerede skuespiller snart dukker op i digital form i film og reklamer, men det afviser Willis' talsmand.

Tilbage i marts annoncerede den 67-årige "Die Hard"-stjerne Bruce Willis, at han lagde filmkarrieren på hylden på grund af sygdom.

Willis lider af afasi, der forårsages af en pludselig hjerneskade og resulterer i tab af evnen til at opfatte, tale, læse og skrive – med andre ord: evnen til at kommunikere og formulere går bort.

Men de seneste dage har flere internationale og nationale medier rapporteret, at Willis i fremtiden vil dukke op i reklamer og spillefilm i en såkaldt deepfake-udgave – altså en computerskabt kopi lavet på baggrund af alskens gamle klip med skuespilleren i aktion.

I talløse artikler blev det fremsat, at deepfake-selskabet Deepcake Inc. havde underskrevet en aftale med Willis om rettighederne til den amerikanske skuespillers digitale udseende, så at sige. Deepcake har tidligere produceret en reklame med en deepfake-Willis for det russiske teleselskab Megafon, som kan ses herunder.

Læs også: Bruce Willis fejrer "Die Hard"-jubilæum på taget af Nakatomi Plaza

Men en talsmand for Willis har fortalt BBC, at skuespilleren hverken har noget samarbejde eller nogen aftale i hus med Deepcake. Og en repræsentant for sidstnævnte selskab fastslår også over for BBC, at kun Willis selv har rettighederne til sit eget ansigt.

Deepcake fastslår dog, at de modtog en masse video- og billedmateriale fra Willis op til arbejdet på Megafon-reklamen, og derfor er det ikke utænkeligt, at selskabet en skønne dag også får grønt lys til at skabe en digital Willis i flere reklamer eller måske endda en hel spillefilm.

Willis har selv udtalt til Deepcakes hjemmeside: "Jeg kan godt lide, hvor præcis den digitale karakter er. Den gør det muligt for mig at rejse tilbage i tiden."

Brugen af deepfakes har for længst kickstartet en betændt debat om bl.a. skuespilleres arbejdsforhold og det potentielt uetiske i at bruge deepfakes af afdøde skuespillere. For nylig rapporterede vi også her på Moovy, at James Earl Jones ikke længere vil indtale Darth Vaders replikker i fremtidige "Star Wars"-projekter, men at hans røst også vil blive skabt og justeret via avanceret AI-teknologi.

Den føromtalte reklame for Megafon med en delvist computergenereret Willis kan ses her:

Kommentarer

Nej, Bruce Willis har IKKE solgt rettighederne til sit ansigt til deepfake-selskab

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen