Netflix dropper at lave danske film og serier

Anders Matthesen-filmen "Toscana" bliver muligvis det sidste danskproduceret indhold på Netflix i lang tid.

Den danske Netflix-serie "The Rain" og senest den danske film "Toscana" har nydt stor succes på Netflix, men streaming-giganten melder nu ud, at de indtil videre trækker stikket på fremtidige produktioner af danske film og serier.

Det sker som konsekvens af en ny rettighedsaftale, som danske producenter og filmfolk indgik i begyndelsen af året.

Se også: Moovy TV: "The Rain"-interview: Alba August & Mikkel Boe Følsgaard

Indtil da har det været sådan, at de danske filmfolk fik et engangsbeløb af Netflix for rettighederne til deres værker, men med den nye aftale vil filmfolkene løbende skulle betales, når deres film og serier bliver vist. Ifølge Netflix vil det gøre det for dyrt at lave danske produktioner.

Tidligere har også TV 2 Play meldt ud, at de heller ikke vil komme til at producere danske film og serier på grund af den nye aftale.

Meta Foldager, direktør i SAM Productions, fortæller til Politiken, at hun frygter, at produktionsstoppet vil betyde, at de danske manuskriptforfattere nu vil søge til udlandet, og at det vil ramme branchen hårdt, fordi det så vil gå ud over instruktører og skuespillere, at der ikke er nogen gode forfattere. "Det her vil komme til at skade branchen i flere år frem," siger Meta Foldager.

Kommentarer

Netflix dropper at lave danske film og serier

  • 0

    Ja hvem havde set det komme.....

    Juhler 4-06-22 08:20

  • ★★★0

    Ja hvem havde set det komme.....

    Jeg har da hørt om problemstillingen før, så helt uventet er det vel ikke?

    Aranyhajú Nyárszépe 4-06-22 08:49

  • 0

    Jeg har også altid undret mig over hvorfor nogen var berettiget til at blive ved med at få penge for arbejde de allerede havde lavet mens andre ikke gjorde. Det er vel lidt en idé om at nogen er bedre eller mere værd end andre. 

    Sichlau 4-06-22 10:11

  • 1

    Som skuespiller kan jeg prøve at give lidt indsigt i, hvorfor rettighedssystemet "giver mening".

    I Danmark, hvis jeg tager på set, om det er en film eller en serie (herefter kaldt "projektet"), så modtager jeg en dagsgage og så modtager jeg, alt efter den potentielle popularitet på det gældende projekt, rettighedspenge, også kendt som Filmex-penge.

    Manuskriptforfattere, instruktører og skuespillere er de grupperinger, der får del i disse midler.

    Det er, som jeg ser det, fordi alle andre funktioner på en film, er folk, der udfører et håndværk, på lige fod med det at være håndværker, tømrer og deslige. På ingen måde en nedgørelse, hvis nogen skulle foranledige sig til at tænke det.

    De tre grupperinger er dem, der er "ude" på vegne af projektet og for at sikre, at projektet overhovedet kan blive til noget, så tager vi en lavere løn på selve dagen, for at sikre, at projektet kan fuldføres. 

    Alle andre grupperinger får deres lønninger, som de skal have. Rettighedspenge bliver KUN en fordel for de tre grupperinger, hvis selve projektet LYKKES, som i, at det bliver populært og set af mange. Det er på INGEN måde en garanti. 

    Ift. at tænke tanken, at de andre grupperinger ikke er lige så værdige som andre, så er det en fejltolkning. Det handler om, at disse tre grupperinger er dem, der er mest eksponerede og dermed mest udsatte. De er typisk også dem, der bruger mest tid på selve projektet, måske minus producerne, men producerne er DE FØRSTE, der får pengene igen, når der er overskud, så de er allerede sikret. 

    I sidste ende handler det om, at de store produktionsselskaber budgetterer efter nogle principper, som de ikke har skulle forholde sig til før. Så det der er den reelle problematik er, at de står i en situation, hvor de ikke kan købe deres tredje yacht eller fjerde sommerhus, men de vil præsentere det som, at de går bankerot.

    Det er, som det jo nok alle dage har været, en klassekamp og der er RIGTIG mange folk, der støtter de store folk, såsom Amazon, der bliver ved med at tromle ned over "de uværdige", fordi de leverer en service, som "vi har brug for". 

    Jeg regner med, at HBO Max vil følge trop lige om lidt, desværre, og det bliver interessant at se, hvad kampen vil ende ud i. 

    Hvis jeg skal prøve at se det ud fra producenternes perspektiv, så kan det være, at de frygter, at denne form for betaling kan blive til et ønske i resten af verden også og SÅ kan vi begynde at snakke om, at man skal omprioritere sine budgetter. Men det her svarer til, at en Bezos eller Musk mister et par millioner, mens det gør en AFGØRENDE forskel for kunstnerisk virke i det her land. 

    Det synes jeg er super ærgerligt. Mere ærgerligt at folk, der forbruger det, ikke forstår det. 

    The Paki Don 5-06-22 10:46

  • 1

    Manuskriptforfattere, instruktører og skuespillere er de grupperinger, der får del i disse midler.

    Det er, som jeg ser det, fordi alle andre funktioner på en film, er folk, der udfører et håndværk, på lige fod med det at være håndværker, tømrer og deslige. På ingen måde en nedgørelse, hvis nogen skulle foranledige sig til at tænke det.

    De tre grupperinger er dem, der er "ude" på vegne af projektet og for at sikre, at projektet overhovedet kan blive til noget, så tager vi en lavere løn på selve dagen, for at sikre, at projektet kan fuldføres. 

    Hvad med fotografen, klipperen, lyddesigneren og komponisten? Er de ikke en ligeså vital del af produktionens virkeliggørelse? I min verden leverer skuespillere i hvert fald ligeså meget et håndværk som fotografen gør.

    "En lavere løn" lyder altså lidt som definitionen på at være bedre end andre. Det er jeg ked af at sige. Jeg tror de fleste gerne ville have mere i løn, så at sige skuespillere ikke får den reelle løn er et underligt argument i mine øjne (ved mindre man rent faktisk synes skuespillere er mere værd). 

    Ift. at tænke tanken, at de andre grupperinger ikke er lige så værdige som andre, så er det en fejltolkning. Det handler om, at disse tre grupperinger er dem, der er mest eksponerede og dermed mest udsatte. De er typisk også dem, der bruger mest tid på selve projektet, måske minus producerne, men producerne er DE FØRSTE, der får pengene igen, når der er overskud, så de er allerede sikret. 

    Med undtagelse af store skuespillernavne der kan tiltrække et publikum, eller er i en kaliber hvor deres genkendelighed er et plus for filmen/serien, så køber jeg ikke argumentet om at de er så udsatte. Hvordan er skuespillere udsatte pga. deres eksponering?

    At de bruger mest tid på projektet holder heller ikke rigtig. Foruden hovedrollerne er det de færeste skuespillere der er med i hele perioden, dertil er det ofte skuespillerne der er dem der har de korteste dage. Så er der selvfølgelig forberedelser til rollen, men den tid kan jo strække sig uendeligt og må vel i et vidst omfang stå for skuespillerens egen regning. På samme måde har fotografen også rigtig meget forberedelsestid.

    Jeg synes bestemt det er rimeligt at skuespillere får en højere løn, end mange andre funktioner på et filmhold. Det er mere aftalen om at man igen og igen skal blive ved med at få penge for noget man allerede er blevet betalt for der ikke giver mening.
    Det eneste reelle argument jeg ville kunne forstå, er at der er længere mellem arbejdsopgaver som skuespiller, så når der er mulighed for at blive betalt "af rater", så giver det mening. Men det argument siger egentlig også bare at der er for mange skuespillere til for få roller.

    Sichlau 6-06-22 01:06

  • 0

    Bedste træk af Netflix længe. Det er vildt, så meget bras de får produceret eller købt sig til. Tanken om, at der nu kommer bare en anelse mindre af dét gør ikke en regnvåd morgen dårligere.

    ZimaBlue 6-06-22 09:46

  • 3

    Hvad med fotografen, klipperen, lyddesigneren og komponisten? Er de ikke en ligeså vital del af produktionens virkeliggørelse? I min verden leverer skuespillere i hvert fald ligeså meget et håndværk som fotografen gør.

    "En lavere løn" lyder altså lidt som definitionen på at være bedre end andre. Det er jeg ked af at sige. Jeg tror de fleste gerne ville have mere i løn, så at sige skuespillere ikke får den reelle løn er et underligt argument i mine øjne (ved mindre man rent faktisk synes skuespillere er mere værd). 

    Det er meget vigtigt, at vi differentierer mellem min skrivelse og din opfattelse her. Når jeg mener, at de tre grupperinger er "ude" på projektets vegne, så er det, fordi det er dem, der mest står til mål for projektet og har en kontrollerende del af projektets fuldførelse i sine hænder. 

    Som manuskriptforfatter har man en bestemt stemme, der specifikt eftersøges for at fortælle en historie i den rette toneart og ladning.

    Som instruktør har man en bestemt stil, som der specifikt eftersøges til at sikre, at historien bliver fortalt, som den er tilsigtet på skrift..

    Som skuespiller har man en bestemt udstråling, der specifikt eftersøges for at virkeliggøre de eksistenser, der er nedfældet på papir. 

    Og på den måde er de toneangivende for, hvordan en film eller serie udformer sig, men også, hvordan de relaterer til publikum og deres opfattelse. Så det er en af grundene til, hvorfor disse grupperinger får del i rettighedspengene, fordi de ganske enkelt risikerer, at de ikke kan arbejde andetsteds, fordi de bliver en offentlig del af filmens eller seriens overordnede historie. 

    Som lysmester eller tonemester, så kan du sagtens arbejde alle mulige steder i branchen i din funktion, fordi du møder op og gør dit arbejde bag kameraet og så er det videre til næste projekt. Sådan er det ufatteligt sjældent for disse tre grupperinger. 

    g komponister får også royalties i en anstændig kontrakt, men dem får de udbetalt via noget som KODA, f.eks. Men også Netflix er kendt for at tryne folks rettigheder fuldstændig i bund for at give et engangsbeløb og så færdig slut. 

    Det betyder ikke, at de andre dele ikke er vitale. Alle folk på et filmset er afgørende for filmens tilblivelse, men man kan godt lave en film med færre crew (alt efter filmen, selvfølgelig), men det gør bare produktionen mere smertelig at udføre. Det er aldrig en god ide. 

    Når jeg siger "en lavere løn", så er det ift., at en films økonomi ikke kun er dens budget i øjeblikket og så er der bagefter ikke flere penge at hente. Det er et produkt, der skal sælges og dens økonomi er ganske enkelt bundet op omkring, hvor meget folk ser produktet. 

    Ja, du kan kaste en pind i en vilkårlig retning og hvis den ikke har ramt 492 skuespillere indenfor de første ti meter, så har den nok ramt lige så mange enten manuskriptforfattere og instruktører. Der er MANGE om buddet, men når de enkelte er valgt, så er deres tid reserveret i LANGE perioder, hvor de så ikke kan arbejde på noget andet, med mindre de fuldstændig opgaver reel social interaktion. 

    Så aftalen er, at vi tager en lavere løn end tilsvarende produktioner i f.eks. USA eller UK, hvor vi gambler på, at filmen klarer sig godt nok til, at vi så bagefter kan få flere penge. 

    Eller vi kunne gå efter at få en højere dagsgage med det samme og så stå i en situation, at filmen ikke indtjener nok penge til at blive profitabel og så var det hele "lidt spild". 

    Vores primære mål er, at filmen eller serien bliver til noget. Så kan det med pengene komme bagefter. Derfor har vi rettighedssystemet. 

    Med undtagelse af store skuespillernavne der kan tiltrække et publikum, eller er i en kaliber hvor deres genkendelighed er et plus for filmen/serien, så køber jeg ikke argumentet om at de er så udsatte. Hvordan er skuespillere udsatte pga. deres eksponering?

    Nu er det en lille detour, men hvis man som skuespiller medvirker i en reklamefilm, f.eks., så er der en gevaldigt stor chance for, at man ikke bliver castet til en film eller en serie, fordi man så er blevet "slidt". Det er et caster udtryk, der bruges for at italesætte værdien af en spillers tilstedeværelse. 

    Polle fra Snave, f.eks. Hans karriere både eksploderede og imploderede i samme øjeblik pga. eksponeringen. Sådan er det også i mindre skala eller på film eller serier.

    F.eks. har jeg netop medvirket i en dansk Netflix-serie (nok den sidste i et stykke tid :-D), hvor jeg havde fuldskæg.
    Jeg havde 5 dage på serien ud af 56 dage. Jeg skulle bibeholde mit look i lidt over 2½ måneder, fordi jeg nu var denne karakter. 

    Når jeg har fuldskæg, så ligner jeg en mellem de 35-45. Så hvis der så dukker en rolle op, hvor jeg skal ligne en omkring slut-20'erne, start-30'erne, så er jeg måske i den situation, at jeg bliver valgt fra, fordi mit look er låst til en anden produktion. Er jeg barberet, kan jeg sagtens. 

    Så som skuespiller er det mega værdifuldt, at jeg også får sikret mig selv økonomisk på et senere tidspunkt, når mit ansigt så begynder at blive eksponeret og brugt i den sammenhæng, som har afholdt mig fra (potentielt) at få andre jobs også. 

    At de bruger mest tid på projektet holder heller ikke rigtig. Foruden hovedrollerne er det de færeste skuespillere der er med i hele perioden, dertil er det ofte skuespillerne der er dem der har de korteste dage. Så er der selvfølgelig forberedelser til rollen, men den tid kan jo strække sig uendeligt og må vel i et vidst omfang stå for skuespillerens egen regning. På samme måde har fotografen også rigtig meget forberedelsestid.

    Alt efter om det er en manuskriptforfatter, der har skrevet et manus selv og så pitcher det eller om en producer har en ide og så hyrer manuskriptforfattere til at udføre ideen, så er de typisk de første på projektet. Manuskriptforfatteren KAN godt være med på set, men det er ikke altid tilfældet, men de er stadigvæk beslægtet projektet helt indtil klippefasen og nogle gange også der. Men typisk slutter deres engagement, når sidste skud er optaget og i nogle tilfælde, så snart de har solgt manuskriptet. Det kommer an på den individuelle manuskriptforfatter. 

    Meget hurtigt efter kommer instruktøren på. Instruktøren er typisk den, der er længst tid på et projekt. Produceren og instruktøren plejer at være rimelig ens på det punkt, men i nogle situationer, så er instruktøren i gang i længere tid.

    Ja, du har ret at hovedrollespillerne er med i længere tid og så kan der være en masse mindre roller, som har mindre tid som ved mit nævnte eksempel. 

    Men af alle roller på et filmset, så er der nok ikke en eneste, der kan sige sig fri for at sige, at det er dem, der er omdrejningspunktet i nyheder, interviews, sladderblade osv., osv. Igen, det med eksponeringen. Og alt efter hvor krævende en rolle det er, så er der tonser meget research i en rolle og potentielle fysiske og psykiske følger, der ikke er for fede at have med. 

    Fotografen har også ret meget forberedelsestid og alt efter, hvordan fotografen har aftalt med instruktøren, så kan denne også være en toneangivende spiller i klipperummet, selvom det forekommer mindre hyppigt. 

    Jeg selv er ikke en skuespiller, der er slået igennem, så det er måske underligt at skulle forholde sig til mig som et eksempel, men jeg brugte f.eks. hele 2021 på at arbejde på min kost og min træning. 

    Jeg gik til crossfit op til fem gange om ugen og kampsport op til fire gange om ugen, så mit gennemsnitlige fysiske aktivitetsniveau lå på 5 sessioner om ugen. I nogle få uger trænede jeg mellem 7-9 gange om ugen. 

    Mens jeg samtidig læste bøger om manuskriptforfatteri og arbejdede på en film, jeg er i gang med at færdiggøre i postproduktion som instruktør. Så jeg holder mig aktiv gennem ÅR for at være klar til en opgave, som måske ikke engang kommer. Men når den så kommer, så er jeg KLAR eller så skal der ikke meget til for, at jeg er det.

    Og dertil er det med skuespillet, at man ikke blot betaler en spiller for en enkelt dags arbejde, men man betaler en skuespiller for at kunne være i stand til at udføre det påkrævede arbejde på en enkelt dag. Der er en forskel. :-)

    Jeg beklager wall of text, det er bare et emne, jeg går meget op i, så jeg prøver at gøre det klart for alle, der nu måtte interessere sig for det. 

    The Paki Don 6-06-22 12:28

  • 1

    Bedste træk af Netflix længe. Det er vildt, så meget bras de får produceret eller købt sig til. Tanken om, at der nu kommer bare en anelse mindre af dét gør ikke en regnvåd morgen dårligere.

    Nu skal jeg ikke kunne sige, hvad din seriesmag er, men jeg er faktisk ret sikker på, at den nye serie, jeg selv medvirker i, som skulle udkomme engang i efteråret, faktisk er blandt det bedste danske Netflix-producerede materiale. Nogle gang tager det noget tid, før man rammer formen for ja, der er godt nok noget bras på Netflix.

    Så snart man kigger på nye udgivelser og ender på side 2 eller (hvis det er en særligt god periode) side 3, så er det bare... "Hvorfor har nogen købt det her?". 

    The Paki Don 6-06-22 12:30

    Det vil jeg bestemt heller ikke udelukke. For self er der også gode ting i mellem :) Min kommentar var generel, og ikke møntet på noget bestemt. Ked af, hvis den blev lidt malplaceret i forlængelse af dine ellers fine betragtninger og oplysninger!

    ZimaBlue 6-06-22 12:47

    Tjo, men når der nu alligevel er en del produktioner derude, der validerer dine holdninger, så behøver du ikke at være ked af det.

    Så vidt jeg er orienteret, så er Borgen og Kastanjemanden blandt det bedste, der er produceret fra dansk side sammen med Netflix' monetos, men det er også, fordi de sådan set bare har ladet de danske produktionsselskaber arbejde i relativ fred og ro og blot stillet penge til rådighed.

    Men jeg synes også, at det er fair, at pengefolkene får noget valuta for pengene, såsom f.eks. at kunne holde på deres abonnenter. 

    Nogle gange kan man komme til at kigge på de store budgetter og så tænke, at det ikke "gør noget", at der bliver fyret en masse penge af på skidt og krat, fordi dem har de så mange af, men det koster alligevel i sidste ende.

    Jeg håber, at konflikten løser sig på bedst mulig vis for begge parter, ikke kun for os repræsenteret af Create Denmark og Producentforeningen, men også Netflix selv. I sidste ende skal vi jo alle tjene de vigtigste folk, som er vores publikum. Ellers er alt andet ligegyldigt. 

    The Paki Don 7-06-22 09:22

  • ★★0

    @Paki Don, er det Skruk du er med i?

    Gormanden 7-06-22 13:23

  • 0

    Borgen ? Er det ikke kun fortsættelsen de har noget med at gøre ?

    Geekalot 7-06-22 17:52

  • 2

    @Paki Don, er det Skruk du er med i?

    Nej, en ny miniserie, der skulle komme til oktober. I hvert fald i efteråret. Indtil en trailer er kommet ud, må jeg ikke skrive noget online. 

    Borgen ? Er det ikke kun fortsættelsen de har noget med at gøre ?

    Jo, selvfølgelig, skulle have specificeret, at jeg mente sæson 4 af Borgen. 

    Shit, de ko-emojis er store! 

    The Paki Don 7-06-22 19:16

  • 0

    @Paki Don, er det Skruk du er med i?

    Det lyder mere som Winding Refns "Copenhagen Cowboy"-serie. 

    Sichlau 7-06-22 21:34

  • 0

    Det er meget vigtigt, at vi...

    (...)

    Jeg beklager wall of text, det er bare et emne, jeg går meget op i, så jeg prøver at gøre det klart for alle, der nu måtte interessere sig for det. 

    Det er simpelthen for langt til at jeg gider (og har tid til) at besvare dine ellers mange gode pointer. Grundlæggende er vi dog uenige, og du ser det selvfølgelig fra dit fags synspunkt, hvorimod jeg prøver at se logikken lidt mere oppe fra. 

    Sichlau 7-06-22 22:39

    Okay. :-) Jeg kan ikke rigtig sige mere end det så, når jeg ikke ved, hvad du mener med "oppe fra" og hvad du synes, at jeg har af gode pointer. 

    Men som du kan se, så er Viaplay jo også hoppet på boykot listen, så hvis det er streamingtjenesterne, du mener "oppe fra", så har du i hvert fald nogen, der er enige med dig. :-D 

    Og bare så det er klart, så er det punkt i Producentforeningens og Create Danmarks aftale omkring størrelsen på streamingtjenesten og hvordan det burde have en indflydelse på rettighedsmidlerne, der er jeg selv uenig. Så... selvom jeg er repræsenteret af Create Denmark, så er jeg ikke enig i alt, hvad de har fået nedfældet på papir. 

    The Paki Don 7-06-22 22:58

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen