Netflix færdiggør Orson Welles' sidste film

Selvom Orson Welles debuterede som instruktør med et af filmhistoriens største værker i "Citizen Kane", måtte han kæmpe resten af karrieren med at føre sine projekter ud i livet. Den sidste modgang mødte han med "The Other Side of The Wind", som ikke blev færdiglavet før hans død.

Nu træder Netflix ind og gør arbejdet færdigt – mere end 30 år efter mesterinstruktørens død. Den konstant voksende streaming-tjeneste vil både finansiere færdiggørelsen og restorationen af "The Other Side of the Wind".

Det er produceren bag "Indiana Jones"-filmene, Frank Marshall, der har været primus motor i kampagnen, og som med konsultation fra den gamle stjerneinstruktør og filmhistoriker Peter Bogdanovich ("Paper Moon", "The Last Picture Show") skal overse, hvordan puslespilsbrikkerne samles til en færdig form. Bogdanovich er også på filmens rolleliste.

John Huston i hovedrollen

Filmen er en satire over Hollywood med en anden kanoniseret instruktør fra det forrige århundrede, John Huston ("Ridderfalken"), i hovedrollen. Huston, der som skuespiller nok bedst huskes for sit mindeværdige skurkeportræt i "Chinatown", spiller i bedste meta-stil en aldrende filmskaber, som bøvler med at færdiggøre sin sidste film, "The Other Side of the Wind".

Netflix' involvering kan være første led i en større satsning på at dykke ned i filmhistoriens annaler, men det kan også sagtens være, at det handler om at styrke tjenesten med egenproduceret indhold. I så fald kommer tjenesten til at sidde med lidt af et tilløbsstykke, som nok skal få selv den mest streaming-fjendske film-connaisseur til at overveje et medlemskab en ekstra gang.

Kommentarer

Netflix færdiggør Orson Welles' sidste film

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen