Netflix og Apple forsøgte at købe "No Time to Die"

MGM overvejede angiveligt at sælge Bond-filmen til streamingtjenesterne for den nette sum af 4 mia. kroner.

Do you expect us to talk, MGM?

No guys, I expect you to pay up!

I starten af oktober blev den seneste James Bond-film, "No Time to Die", udskudt til april 2021 grundet coronavirussen. Et træk, som kun har forværret den krise, biograferne befinder sig i. Men nu viser det sig, at biograferne var tæt på at blive skubbet endnu længere ud over kanten...

Business Insider, på vegne af Bloomberg, har nemlig rapporteret, at filmselskabet MGM havde talt med Netflix og Apple om at udgive James Bonds seneste mission direkte på en af de to streamingplatforme. Men forhandlingerne gik dog hurtigt i hårdknude.

IKKE TIL SALG

Netflix og Apples droppede angiveligt forhandlingerne med MGM, idet filmselskabet krævede 600 mio. dollars for "No Time to Die". Netflix og Apple var "kun" villige til at betale det halve. Derudover var der blot tale om en særlig lejeaftale, som ville have givet streamingtjenesterne eksklusiv adgang til filmen i ét år.

MGM vil ikke udtale sig om forhandlingerne, men filmselskabet har dog annonceret, at filmen ikke længere er til salg. Ifølge Deadline var det Bond-produceren Barbara Broccoli, der hurtigere end Bonds Aston Martin trak stikket på forhandlingerne.

Hermed satser MGM altså stadig på biograferne, hvor de udtaler: "Filmens udgivelse er udskudt til april 2021 for at bevare biografoplevelsen for publikum."

Eftersom coronavirussen ikke viser tegn på at slippe sit greb om kloden – og biografer i Tyskland, Frankrig og Italien er blevet beordret til at lukke – så kan ingen vide sig sikker på, hvad fremtiden bringer. Men lad os håbe, at vi næste år kan gå ind i en biografsal og se Daniel Craigs femte og sidste James Bond-film.

Kommentarer

Netflix og Apple forsøgte at købe "No Time to Die"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen