Nicolas Cage: "Wicker Man"-remaket var altid tiltænkt som en komedie

Nicolas Cage, et bjørnekostume og en masse bier... Hvordan kunne vi nogensinde have været i tvivl?

Nicolas Cage er brandvarm. Hans seneste film, "The Unbearable Weight of Massive Talent", som får dansk premiere i næste måned, har allerede skabt stor opmærksomhed og omtale, og filmen ligger i øjeblikket med en solid score på 100% hos rottentomatoes.com.

Manden har derfor travlt med det ene interview efter det andet, og han bruger meget af sin tildelte tid på at dele ud af anekdoter, idéer og anden visdom til alle os almindelige dødelige. Blandt andet har vi fået et bud på, hvordan han kunne se sig selv som Batman-skurk.

Nu har Cage også i et nyligt interview løftet sløret for noget, som nogle af os måske havde en lille mistanke om: Nemlig at "The Wicker Man" fra 2006 faktisk var delvist tiltænkt som værende en komedie.

Se også: Første kig på Nicolas Cage som Dracula i "Renfield"

"The Wicker Man" er en genindspilning af den ikoniske, britiske gyser af samme navn fra 1973, og remaket er næppe en af de allermest roste film fra Nicolas Cages filmografi.

Det skyldes ikke mindst en række scener, der nemt kunne fremstå ufrivilligt komiske – én særlig scene, der involverer nogle bier, har endda taget rejsen ud på internettet og lever nu som udødeligt internet-meme og klasseeksemplet på fænomenet Cage.

Cage bekræfter dog over for Indiewire, at al komikken i filmen var tiltænkt som netop komik. Både fra hans egen side og fra instruktør Neil LaButes side:

"Både Neil og jeg vidste, hvor sjovt det var. Det ville sikkert have været endnu mere tydeligt, hvor sjovt det var, hvis [filmens producer] Avi Lerner havde givet mig lov til at få det cykelstyrsoverskæg, jeg gerne ville have haft, og hvis jeg havde fået lov til at blive brændt i bjørnekostumet."

Hør også: Podcast: Fem til fredag #11 - De 5 bedste film med Nicolas Cage + Pig (m. Jarl Mengers Andersen)

At "The Wicker Man" skulle være sjov, gik i hvert fald hen over hovedet på de fleste, da filmen i sin tid fik premiere. Modtagelsen fra både publikum og anmeldere var i hvert fald i bedste fald lunken.

Men med som så mange andre ting i Cage-regi, er tingene sjældent, som de set ud til. I hvert fald hvis man spørger manden selv.

Snart kan vi atter opleve verdens allerbedste Nicolas i den førnævnte "The Unbearable Weight of Massive Talent" som altså får premiere i de danske biografer 21. april.

Inden da kan man passende nyde flere af de "humoristiske highlights" fra netop "The Wicker Man" herunder:

Kommentarer

Nicolas Cage: "Wicker Man"-remaket var altid tiltænkt som en komedie

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen