Hmm... måske tanken vitterligt er noget så gak (hvilket det oprindelige koncept selvfølgelig også er), som at Cage og Travolta har børn, der ligner dem, som så måske bliver de-aged. Det kunne være forklaringen på, hvorfor Cage er med igen, selvom Castor netop dør. Men altså... jeg er i hvert fald 120% game, og den første film udkommer snart på 4K UHD, woohooooo!!

Nicolas Cage afslører nye detaljer om "Face/Off 2"
Hvordan bygger man videre på et mesterværk? Cage har måske et par ideéer i ærmet.
Rygterne har floreret længe, og intet er officielt endnu, men en mulig fortsættelse til mesterværket "Face/Off" er efter alt at dømme på vej. John Woos actionklassiker fra 1997 satte John Travolta og Nicolas Cage over for hinanden i en helt igennem genial fortælling om identitet, hævn, tro, håb og kærlighed.
For nogle år siden begyndte det så at rumstere i Hollywood, at en mulig genindspilning var undervejs. Senere viste det sig dog, at der ikke var tale om et remake, men i stedet en direkte fortsættelse til originalen, hvor ønsket var at få både Cage og Travolta med om bord igen. At Cages karakter, terroristen Castor Troy, døde i slutningen af filmen, er måske blot en mindre detalje.
Se også: "Pig"-instruktøren Michael Sarnoski kårer Nicolas Cages 5 bedste film
Nicolas Cage har i hvert fald bekræftet, at han har deltaget i flere indledende møder vedrørende en fortsættelse, og i et nyligt interview med Collider har han desuden løftet lidt af sløret for, hvilken retning en fortsættelse kunne bevæge sig i:
"Jeg synes, at en efterfølger til 'Face/Off' lægger op til mange twists og drejninger. Hvis man leger med tanken om afkom, og at Castor og Sean har børn, og disse børn vokser op, så bliver det næsten som et spil tredimensionelt skak. Så er det ikke bare John Travolta og mig selv. Der er fire af os, der pingponger på forskellige niveauer og gør det endnu mere komplekst. Jeg tror, der er grobund for noget dér."
Hvordan end det så skal tolkes, så tyder det på, at en potentiel "Face/Off 2" vil byde på et opgør på tværs af generationer.
Der er dog stadig intet nyt om, hvordan Castor Troy skal vækkes til live. Man kunne måske forestille sig nogle flashbacks til tiden før forløbet i originalen? Mulighederne i Hollywood er tilsyneladende uendelige.
Hvad end de finder på, så er det helt sikkert, at hele Moovy ligger klar i soveposer foran biffen, når filmen engang får premiere.