Nike laver selvsnørende sneakers fra "Tilbage til fremtiden 2"

I går var den dato, som Marty McFly rejste til i "Tilbage til fremtiden 2", og i den forbindelse er en lang række arrangementer og events løbet af stabelen. Som tidligere skrevet lancerede Pepsi et begrænset antal Pepsi Perfect-flasker, og nu melder også Nike sig på banen med de selvsnørende sneakers, som Michael J. Fox bærer i filmen.

Hvis man vil have fat i et par, skal man dog nok regne med at finde den store pengepung frem. Skoene vil indtil videre kun blive produceret i et begrænset oplag, der vil blive sat til salg på auktioner. Alle pengene vil gå til Michael J. Fox' Foundation for Parkinson's Research.

Nike producerede også tilbage i 2011 samme type sko, der dog ikke kunne binde sig selv. Ligesom nu gik alle pengene til Fox' fond, og de 1500 par sko, der blev lavet, indtjente 5,6 mio. dollars, svarende til ca. 2700 dollars - eller knap 18.000 kr. pr. par.

Tilbage til Pepsi Perfect-flaskerne, så blev samtlige 6500 flasker til ca. 20 dollars udsolgt, nærmest inden de var sat til salg, og kan i dag erhverves for op til 3000 kr. på eBay. Pepsi planlægger dog at producere et ekstra begrænset antal flasker, der vil blive sat til salg 3. november på Shop.Pepsi.com.

Kommentarer

Nike laver selvsnørende sneakers fra "Tilbage til fremtiden 2"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen