Til sidst er det ikke flere biografer tilbage som man kan se den i
"No Time to Die" bliver formentlig udskudt (igen igen)
Filmens sponsorer er bange for, at James Bond-seriens overvejende ældre fanbase ikke har mod på at gå i biografen endnu i april 2021.
Den 25. officielle James Bond-film, "No Time to Die", udløste en sand lavine inden for filmbranchen i foråret, da den blev den første (men langtfra sidste) kommende blockbuster, som udskød sin biografpremiere på grund af coronavirussens udbrud.
Først blev filmen udskudt fra april i år til november, men i start-oktober blev "No Time to Die" udskudt til april 2021. Desuden har filmselskabet MGM været i forhandlinger med både Netflix og Apple om at udsende filmen på deres respektive streamingtjenester, men prisen var angiveligt for høj.
Men Bond-fans bliver formentlig bedt om at væbne sig med endnu mere tålmodighed. Variety rapporterer nemlig, at det er usandsynligt, at "No Time to Die" udgives næste forår.
Læs også: Daniel Craig forsvarer udskydelsen af "No Time to Die"
Det længe ventede actionbrag (og den angiveligt sidste Bond-film med Daniel Craig i hovedrollen) har angiveligt kostet i omegnen af 250 mio. dollars at producere, og derfor har filmens finansielle sponsorer udtrykt bekymring over, at "No Time to Die" p.t. står til at blive den første potentielle blockbuster, der udkommer i biograferne i 2021.
Bond-filmenes kernepublikum består nemlig af ældre tilskuere, og undersøgelser har vist, at særligt den aldersgruppe ikke er tryg ved at gæste biografmørket igen. Endnu.
MGM har endnu ikke bekræftet eller afvist Varietys rapport, og eftersom "No Time to Die" tidligere er blevet udskudt blot én måned før dens planlagte premieredato, er det ikke usandsynligt, at MGM vælger at se tiden an i en rum tid endnu.