Jeg er klar på at se enhver film om en helt med navnet Helm Hammerhand.
Ny "Ringenes herre"-film er på vej
Animationsfilmen "The Lord of the Rings: The War of the Rohirrim" finder sted 250 år før begivenhederne i "Ringenes herre" og fortæller forhistorien om Helms kløft.
Warner Bros. Animation og New Line Cinema har ud af det blå løftet sløret for en kommende animationsfilm baseret på J.R.R. Tolkiens populære "Ringenes herre"-univers.
"The Lord of the Rings: The War of the Rohirrim" foregår ca. 250 år før "Ringenes herre" og fortæller og udvider den blodige historie om Helms kløft-fæstningen, der spiller en afgørende rolle i Peter Jacksons filmatisering af Tolkiens "Ringenes herre: De to tårne".
Læs også: "Lord of the Rings" sæson 2 får grønt lys på Amazon
Vi får samtidigt fortællingen om én af Midgårds mest sagnomspundne personligheder: Den mægtige konge af Rohan, Helm Hammerhand.
Slaget bag kameraet skal styres af anime-veteranen og instruktøren Kenji Kamiyama ("Blade Runner: Black Lotus"), mens manuskriptet er lagt i hænderne på Jeffrey Addiss og Will Matthews ("The Dark Crystal: Age of Resistance").
Philippa Boyens, der var med til at skrive drejebøgerne til "Ringenes herre"-filmtrilogien, arbejder som konsulent på det nye animationsprojekt, som efter planen skal udkomme i biograferne. Præcis hvornår vides dog ikke endnu.
Ud over "The War of the Rohirrim" kan Tolkien-fans også se frem til Amazons hundedyre "Ringenes herre"-tv-serie, som i øjeblikket er under produktion i New Zealand.