Origin lyder spændende - det har bare at være godt op til jubilæet!
Beyond - beyond. Bedre sent end aldrig, men det TREKKER godt nok ud....
Som tidligere rapporteret har filmselskabet Paramount Pictures hele to nye "Star Trek"-biograffilm i støbeskeen:
Den ene er en direkte fortsættelse til 2016's "Star Trek Beyond", som angiveligt giver os et fjerde og sidste rumeventyr med den udgave af rumskibet Enterprise (og dets galante besætning), som vi først mødte i J.J. Abrams' "Star Trek"-reboot fra 2009. Den anden film er en prequel, der foregår få årtier ude i fremtiden og handler om menneskehedens første møder med rumvæsner og skabelsen af Føderationen – den pacifistiske koalition af planeter, som i fællesskab udforsker Mælkevejen i "Star Trek"-franchisens talrige film og serier.
Og mens opfølgeren til "Star Trek Beyond" har været længe undervejs og p.t. ikke har nogen fastlagt premieredato, så er den kommende (og stadig unavngivne) "Star Trek"-prequel allerede på vej ud af starthullerne. Det fremgår af en længere rapport hos TrekMovie.
Troværdige kilder fastslår, at manuskriptet af Seth Grahame-Smith ("Abraham Lincoln: Vampire Hunter", "LEGO Batman Filmen") er færdiggjort, og det bliver forfinet en smule op til årets afslutning. Planen er så, at kameraerne begynder at rulle engang i første halvdel af 2025, således at filmen – der p.t. bærer arbejdstitlen "Star Trek Origin" – kan udkomme i 2026, hvor "Star Trek"-franchisen fejrer sit 60-års jubilæum.
Filmen instrueres af Toby Haynes, som er en selverklæret trekkie, der bl.a. har instrueret det kritikerroste (og "Star Trek"-inspirerede) "Black Mirror"-afsnit "USS Callister" samt flere afsnit af "Star Wars"-serien "Andor".
Simon Kinberg, der snart skal lave en ny "Star Wars"-filmtrilogi, er med om bord som producer. Lucasfilm vidste faktisk godt, da de indgik et samarbejde med Kinberg, at han først skulle lave den næste "Star Trek"-film, før han kunne tage et smut forbi en helt anden galakse...
Optakten til Føderationens skabelse blev skildret i tv-serien "Star Trek: Enterprise" (2001-2005), som foregik i det 22. århundrede, mens det første møde mellem mennesker og rumvæsner – de spidsørede vulcans à la Spock – blev vist i spillefilmen "Star Trek: First Contact" fra 1996.
I "Star Trek"-universet er det den 5. april 2063, at mennesker og vulcans mødes på Jorden, efter at den amerikanske opfinder Zefram Cochrane netop har rejst hurtigere end lysets hastighed med sin hjemmebyggede rumraket. Der går altså omtrent 100 år mellem dén begivenhed og Føderationens fødsel, så den kommende film kan frit boltre sig i en ret stor tidsperiode, som i øvrigt er relativt uudforsket i "Star Trek"-regi – hvis altså den nye film vel at mærke vælger at læne sig op ad franchisens etablerede kanon og ikke bare fortrænger "Star Trek"-sagaens leksika, for i så fald kan den jo foregå når som helst...
Den seneste "Star Trek"-film er altså stadig den førnævnte "Star Trek Beyond", som udkom tilbage i 2016, hvor "Star Trek" fejrede sin 50-års fødselsdag. Dengang rejste Moovy TV til Los Angeles for at tale med dét sci-fi-eventyrs instruktør og cast:
Origin lyder spændende - det har bare at være godt op til jubilæet!
Beyond - beyond. Bedre sent end aldrig, men det TREKKER godt nok ud....
Manus forfatteren er et valg, men Batman Lego filmen var jo fantastisk så vi må se, det er hans anden film han står bag der gør mig utryg.
Det lyder rigtig godt med to nye film. Jeg vil især se frem til endnu et fantastisk eventyr i rummet med Chris Pine og co. :)