Ny dokumentar om Paul McCartney fokuserer på tiden efter The Beatles

"Man on the Run" fortæller historien om musikgeniets solokarriere og forholdet til Linda McCartney.

Få musikere har haft så imponerende og ekstraordinær en karriere som Paul McCartney. Som medlem af The Beatles var den geniale sanger, sangskriver og multiinstrumentalist med til at revolutionere populærmusikken for altid, og hans indflydelse på pop- og rockhistorien kan næppe overvurderes.

Efter opløsningen af The Beatles i 1970 lykkedes det McCartney at komme på fode igen og skabe sig en glorværdig solokarriere, der fortsætter den dag i dag. Den myreflittige kunstner udgiver stadig succesfulde albums med jævne mellemrum, og lige nu svirrer rygterne om en kommende Europa-turné.

Netop McCartneys solokarriere er omdrejningspunktet i en kommende dokumentarfilm med arbejdstitlen "Man on the Run".

Læs også: Peter Jackson barsler med nyt Beatles-projekt

Filmen, der vil benytte sig af hidtil uset arkivmateriale og nye interviews, fortæller historien om, hvordan Paul McCartneys kærlighedsforhold til sin daværende hustru, Linda, var med til at sende ham på en ny rejse i 1970'erne. En rejse, der bød på endnu mere fantastisk musik og skaberkraft fra McCartneys hånd, både som solist og senere med dannelsen af gruppen Wings.

I instruktørstolen finder vi den anerkendte og prisbelønnede filmmager Morgan Neville, der tidligere har skabt musikdokumentarer som "20 Feet From Stardom" og "Keith Richards: Under the Influence". 

I forbindelse med annonceringen af det kommende projekt meddeler Neville: "Som følge af en livslang besættelse af alt, der har at gøre med McCartney, har jeg altid følt, at 1970'erne var en meget underbelyst periode af hans historie. Jeg er begejstret over at få chancen for at udforske og revurdere dette afgørende tidspunkt i en stor kunstners liv og arbejde."

"Man on the Run" har endnu ikke fået en officiel premieredato. 

Kommentarer

Ny dokumentar om Paul McCartney fokuserer på tiden efter The Beatles

  • ★★★★★★0

    McCartney beviste i Wings hvor en fantastisk pop snedker han er - at han var motoren i The Beatles kan ingen vist være i tvivl om.

    Han lavede afgjort noget af sit bedste i 70’erne.

    Wayne 6-02-23 12:17

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen