Ny luft under paraplyen - Disney overvejer "Mary Poppins 3"

Den fortryllende og syngende barnepige vender måske snart tilbage – igen!

Der gik 54 år fra den originale "Mary Poppins" – med Julie Andrews i titelrollen – havde premiere, til vi fik opfølgeren "Mary Poppins vender tilbage" med Emily Blunt i hovedrollen. Meget kunne tyde på, at vi ikke skal vente nær så længe på endnu en fortsættelse om den magiske og hjertevarme barnepige fra London.

Rob Marshall, der instruerede "Mary Poppins vender tilbage", teaser nu om et muligt tredje kapitel: "Det er på et tidligt stadie, men jeg vil sige lige nu, at der var otte bøger, så der er masser af godt materiale at tage af. Det var dem, vi arbejdede ud fra, de her utrolige otte bøger af P. L. Travers. Hvis der er en storartet karakter og en historie at fortælle, hvorfor så ikke?"

Emily Blunt klar på mere Poppins

"Mary Poppins vender tilbage", der lige nu kan ses i de danske biografer, har udover at høste overvejende positiv kritik indspillet for i omegnen af 260 mio. dollars på verdensplan. Derudover har Emily Blunt udtrykt interesse for at gentage rollen som Poppins, så mon ikke Disney seriøst overvejer at realisere planerne om en tredje musical-film hensat til det charmerende univers? 

Svaret blæser indtil videre i vinden – akkurat som Mary Poppins selv.

Kommentarer

Ny luft under paraplyen - Disney overvejer "Mary Poppins 3"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen