Ny musikvideo fra dansk metalband hylder "Evil Dead II"

Motorsave, dæmoner, besatte hænder og vilde kamerature – Sam Raimis ånd gennemsyrer i den grad musikvideoen til Sickseeds "Book of the Dead".

Tilbage i marts rapporterede vi her på Moovy, at det danske heavy metal-band Sickseed havde konceptalbummet "Goregeous" i støbeskeen, som byder på 10 bloddryppende tracks, der hylder horrorfilm fra både ind- og udland – lige fra Lars von Triers "The House That Jack Built" til genreklassikerne "Aliens" og "Evil Dead II".

Referencerne skinner både igennem i bandets musik og i deres musikvideoer. Som bandet selv fastslår i en pressemeddelelse, så er musikvideoerne alternative udgaver af de film, som numrene bygger over, med fokus på at hylde den mørke kunst.

Og bandet har selv stået for at instruere, producere, redigere og udføre skuespillet i disse filmiske musikvideoer.

Se også: Afstemning: Bedste "Evil Dead"-film/serie?

I forbindelse med offentliggørelsen af "Goregeous" lancerede bandet musikvideoen til albummets første single, "House of Corpses", som du kan se her.

Og nu er Sickseed så klar med musikvideoen til albummets 2. single, "Book of the Dead", der – som titlen antyder – svælger i herlige, blodige henvisninger til Sam Raimis "Evil Dead II".

"Goregeous"-albummet har fuld release den 10. juni, og du kan blive klogere på Sickseeds musik via bandets officielle Instagram-profil, Facebook-side og YouTube-kanal, som selvfølgelig byder på flere opdateringer om bandets horroralbum de kommende uger og måneder.

Musikvideoen til "Book of the Dead" kan ses (og høres) her:

Kommentarer

Ny musikvideo fra dansk metalband hylder "Evil Dead II"

  • ★★★★1

    En ren fornøjelse at se knap så megen CGI og stadig SÅ smukt klamt ♥

    Som at være ung igen :-D

    Nu ældre: ..er det en Husqvarna 460'er? (McCulloch California* 18 tommer VAR min klassiker)

    *Hovsa! Den er endda med i mit billede!? (AK som årene går - samt på tide med et nyt?!?)

    Gasivodo11-04-22 02:28

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen