Nye scener til "Dune" skydes snart i Ungarn

Betyder det mon, at filmen ikke når at blive klar til den planlagte premieredato i december?

Coronapandemien har i den grad ramt filmbranchen og alverdens biografkæder hårdt. Talrige storfilm er blevet udskudt – nogle af dem helt til næste år – og flere kommende film er angiveligt i fare for at blive udskudt.

Denis Villeneuves kommende sci-fi-storfilm, "Dune", udkommer efter planen den 17. december, men der har længe floreret rygter om, at filmen ikke når at blive færdig til tiden – også fordi vi først for nylig har fået de første billeder fra filmen, og en trailer bliver konstant udskudt.

Læs også: David Lynch: Jeg har ingen interesse i den nye "Dune"

Og i et nyt opslag på sin Instagram-profil afslører skuespilleren Rebecca Ferguson ("Mission: Impossible - Rogue Nation"), at hun "snart" rejser til Ungarn for at skyde flere nye scener til filmen:

"Filmholdet rejser snart tilbage til Ungarn og laver flere optagelser – jeg glæder mig til at se alle og til at få hætten på igen!"

Det er naturligvis slet ikke usædvanligt, at et filmhold laver såkaldte reshoots for enten at indspille nye scener eller gøre noget om – heller ikke blot fem måneder før biografpremieren.

Men Ferguson antyder, at der endnu ikke er fastlagt nogen dato for de nye optagelserne på grund af usikkerheden over coronavirussen, og eftersom vi stadig ikke har set ét eneste klip fra filmen, er der desværre flere ting, der peger på, at det bliver svært at færdiggøre filmen til tiden.

"Dune" foregår i en fjern fremtid og fortæller historien om Paul Atreides, hvis familie accepterer kontrol over ørkenplaneten Arrakis – bedre kendt som Dune. Her finder man et helt særligt krydderi, der gør det muligt at rejse gennem galaksen, og derfor kommer Atreitis-familien hurtigt under angreb.

Efter at Paul og hans familie bliver forrådt, udforsker historien temaer som politik, religion og menneskets forhold til naturen, da Paul gør oprør for at genoprette sin families kontrol over Arrakis.

"Dune" lander forhåbentlig i biograferne den 17. december.

Kommentarer

Nye scener til "Dune" skydes snart i Ungarn

  • 0

    Håber, ikke at det går alt for langt tid til den rammer biograferne

    NielsL28-09-20 13:58

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen