Nyt "Star Wars"-videospil på vej fra kvinden bag "Uncharted"-spillene

Det kommende "Star Wars"-spil bliver et action-eventyr med en original historie.

Så er der spændende nyt til "Star Wars"-gamere: Lucasfilm Games skal nemlig i samarbejde med Skydance New Media skabe et kommende "Star Wars"-videospil.

Det er indtil videre sparsomt med detaljer om projektet, men spillet bliver angiveligt et historiedrevet action/adventure-spil, der fortæller en original historie i den fjerne galakse.

Læs også: Lucasfilm Games annoncerer tre nye "Star Wars"-videospil

Nok så interessant er det, at den legendariske spiludvikler og leder af det relativt nystiftede Skydance New Media, Amy Hennig, skal føre an i skabelsen af det kommende spil.

Hun har tidligere bl.a. arbejdet for spilstudiet Naughty Dog, hvor hun var med til at skrive og instruere de tre første populære "Uncharted"-spil, der blev filmatiseret tidligere i år.

Derudover har Hennig arbejdet på blockbuster-videospilserier som "Jak and Daxter" og "Legacy of Kain", så det er altså en særdeles erfaren og anerkendt spiludvikler, der nu sætter kurs mod en fjern, fjern galakse.

Ud over det netop annoncerede videospil har Lucasfilm Games som tidligere rapporteret bl.a. en fortsættelse til megahittet "Star Wars Jedi: Fallen Order" i støbeskeen

Kommentarer

Nyt "Star Wars"-videospil på vej fra kvinden bag "Uncharted"-spillene

  • ★★★0

    Så må man jo håbe at det faktisk bliver til noget den her gang, for arbejdede Amy Henning ikke på et andet single player action/adventure Star Wars spil der blev skrottet?

    Essal20-04-22 14:32

  • ★★★★★★1

    Flere SW nyheder end ST?

    Fornemmer at Johan samler til bunke ;-)

    Wayne20-04-22 15:52

  • 0

    Det kan da ikkepasse. Et historiedrevent singleplayer spil?

    For nogle år siden sagde en fra EA games da at ingen gider singleplayerspil. Men det var så før Jedi : Fallen Order gav deres skod Battlefront spil baghjul. Det handlede nok mere om at EA ville få sværere ved at sælge deres loot-boxes, når det ikke foregik i et multiplayer univers, hvor man konkurrerede mod andre spillere.

    Johnny4220-04-22 20:07

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen