Nyt billede af "Kingsman"-skurk i "Star Trek Beyond"

Der er blot tre måneder til den amerikanske biografpremiere på "Star Trek Beyond", og derfor begynder der – ikke overraskende – at dukke flere og flere billeder op fra det kommende sci-fi-actionbrag.

Det seneste af slagsen viser Enterprise-officererne Spock (Zachary Quinto) og Leonard McCoy (Karl Urban) sammen med rumvæsnet Jaylah, der spilles af algeriske Sofia Boutella, som fik sit gennembrud i Matthew Vaughns "Kingsman: The Secret Service" fra 2014, hvor hun spillede en dødsensfarlig håndlanger.

Vi ved ikke meget om Jaylahs rolle, men som det nye billede antyder, slår hun sig sammen med Enterprises besætning i kampen mod filmens grufulde skurk, Krall, der spilles af engelske Idris Elba.

"Star Trek Beyond" bliver den 13. officielle "Star Trek"-film og samler trådene op efter "Star Trek Into Darkness" fra 2013. Filmen instrueres af Justin Lin ud fra et manuskript, der bl.a. er skrevet af Simon Pegg, som også spiller Scotty. Filmen får dansk premiere 11. august.

Kommentarer

Nyt billede af "Kingsman"-skurk i "Star Trek Beyond"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen