Nyt smugkig på "Knives Out 2" – som endelig har fået en premieredato

Krimiglade Netflix-abonnenter får en tidlig julegave i år.

Ganske vist får Rian Johnsons "Knives Out"-fortsættelse, "Glass Onion: A Knives Out Mystery", verdenspremiere om få dage på Torontos internationale filmfestival, men vi venter stadig på en trailer til den kommende thriller.

Men Netflix har i det mindste netop frigivet to billeder fra filmen, som kan ses herunder i fuld størrelse, og som viser hhv. fortsættelsens stjernespækkede cast (Daniel Craig, Edward Norton, Janelle Monáe, Kathryn Hahn, Leslie Odom Jr, Jessica Henwick, Madelyn Cline, Kate Hudson og Dave Bautista) samt instruktøren Rian Johnson ("Star Wars: The Last Jedi", "Brick") i aktion.

Og apropos "Knives Out" og Rian Johnson, så interviewede Moovy TV filmmageren om seriens første, Oscar-nominerede kapitel tilbage i 2019:

Se også: Moovy TV: "Knives Out"-interviews med Rian Johnson og Don Johnson!

Plottet i "Glass Onion: A Knives Out Mystery" er stadig omgærdet af mystik, men vi ved, at filmen hovedsageligt udfolder sig på en græsk ø, hvor en tech-milliardær (Edward Norton) har inviteret en masse venner og bekendte med på ferie.

Men pludselig bliver en af gæsterne fundet dræbt, og den excentriske mesterdetektiv Benoit Blanc (Daniel Craig) tilkaldes for at løse endnu en kompleks mordgåde.

I øvrigt har Netflix omsider afsløret filmens premieredato: "Glass Onion: A Knives Out Mystery" lander på Netflix den 23. december. Filmen udkommer også i udvalgte biografer på en stadig ukendt dato.

Kommentarer

Nyt smugkig på "Knives Out 2" – som endelig har fået en premieredato

  • ★★★★★★0

    Glæder mig til et genhør med Craig's djærvende stemme :-D

    Wayne29-08-22 13:08

  • ★★★★0

    Bliver spændende at se om Rian Johnson kan holde niveauet fra den første film, men med det cast kan det næsten ikke gå galt.

    "Glass Onion" plottet minder lige umiddelbart om Agatha Christies "10 Little Indians"/"And Then There Were None...", synes jeg, så det tegner også lovende. :)

    NightHawk29-08-22 15:20

  • ★★★0

    Bliver spændende at se om Rian Johnson kan holde niveauet fra den første film, men med det cast kan det næsten ikke gå galt.

    Så hvis ikke - er det skuespillernes skyld?

    Gasivodo30-08-22 03:03

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen