Officielt: Den næste "Star Trek"-film kommer i 2023

J.J. Abrams producerer franchisens 14. spillefilm, som stadig er omgærdet af mystik.

I den forgangne uge er vi praktisk talt blevet bombarderet med smugkig på kommende "Star Trek"-tv-sæsoner – fra trailere til nye sæsoner af "Star Trek: Picard", "Star Trek: Discovery" og "Star Trek: Lower Decks" til et nyt billede fra animationsserien "Star Trek: Prodigy".

Men det er snart fem år siden, at den seneste "Star Trek"-spillefilm, "Star Trek Beyond", udkom i biograferne, og selvom adskillige "Star Trek"-filmprojekter siden da er landet på tegnebrættet, så er ingen af dem (endnu) gået i produktion.

Men nu har Paramount Pictures netop annonceret, at den næste "Star Trek"-film altså har fået en premieredato: den 9. juni 2023.

Der er vel at mærke tale om filmens amerikanske premieredato, men filmen udkommer sandsynligvis cirka samtidigt i Danmark.

Læs også: Quentin Tarantino håber stadig, at hans "Star Trek"-film bliver lavet

Paramount afslørede dog intet om filmens plot, og vi ved altså kun, at filmen produceres af J.J. Abrams ("Star Wars: The Rise of Skywalker"), som producerede franchisens tre seneste film og derudover instruerede "Star Trek" og "Star Trek Into Darkness" fra hhv. 2009 og 2013.

Der er dog formentlig tale om en selvstændig fortælling, der ikke har nogen direkte tilknytning til de foregående film, og som er udtænkt af "Star Trek: Discovery"-forfatteren Klainda Vazquez. Det projekt omtalte vi her på Moovy tilbage i starten af marts.

Der er også en teoretisk chance for, at der er tale om enten en direkte fortsættelse til "Star Trek Beyond" om rumskibet Enterprise, en film baseret på Quentin Tarantinos idé til en "Star Trek"-film eller "Fargo"-skaberen Noah Hawleys projekt.

De syv år mellem "Star Trek Beyond" og den næste "Star Trek"-film matcher det hidtil længste mellemrum mellem udgivelsen af to "Star Trek"-film: de syv år mellem "Star Trek Nemesis" fra 2002 og J.J. Abrams' "Star Trek".

Moovy TV mødte i øvrigt holdet bag "Star Trek Beyond" tilbage i 2016. Du kan se de eksklusive interviews her:

Kommentarer

Officielt: Den næste "Star Trek"-film kommer i 2023

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen