Officielt: "Freaky Friday 2" på vej – Lindsay Lohan og Jamie Lee Curtis vender tilbage

20 år efter den oprindelige "body switch"-kultfilm har vi endnu en forrykt fredag i vente.

Med film som "Big", "Freaky", "13 snart 30", "17 Again" og de seneste "Jumanji"-eventyr har kropsbytningsfilmen for længst etableret sin egen niche i det store filmleksika.

En af genrens største succeser er "Freaky Friday" fra 2003, hvor en midaldrende mor og hendes rebelske datter pludselig bytter krop og forvilder sig ud i alskens pinlige optrin – alt imens de naturligvis kommer tættere på hinanden ved at gå rundt i hinandens sko.

Jamie Lee Curtis og Lindsay Lohan spillede hovedrollerne i Mark Waters' komedie, og nu rapporterer Variety, at både Curtis og Lohan vender tilbage i "Freaky Friday 2", som længe har huseret på rygtebørsen.

Læs også: Lindsay Lohan laver ny film efter to års pause

Disney producerer "Freaky Friday"-fortsættelsen, som får manuskript af den relativt ukendte (men åbenbart velrenommerede) manuskriptforfatter Elyse Hollander.

"Freaky Friday" tog afsæt i bogen af samme navn fra 1972, som også blev filmatiseret i 1976 og 1995. Men det var udgaven med Curtis og Lohan, som blev den største succes med en global omsætning på godt 160 mio. dollars.

Vi ved dog endnu ikke, hvornår "Freaky Friday 2" udkommer, eller om fortsættelsen vil fokusere udelukkende på Lohan og Curtis' karakterer – eller måske endda inddrage familiens næste generation også?

Kommentarer

Officielt: "Freaky Friday 2" på vej – Lindsay Lohan og Jamie Lee Curtis vender tilbage

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen