Officielt: J.J. Abrams producerer ny "Superman"-film
Journalist og forfatter Ta-Nehisi Coates skal samtidig skrive manuskriptet til filmen.
Det er nu kommet frem, at Warner Bros. og DC Films har en ny "Superman"-film i støbeskeen, og selskaberne har sikret sig en af det moderne Hollywoods sværvægtere til at trække i trådene bag kulisserne.
"Star Trek"- og "Star Wars"-instruktør J.J. Abrams skal således producere det kommende projekt via sit Bad Robot-produktionsselskab.
Samtidig er amerikanske Ta-Nehisi Coates blevet hyret til at skrive filmen. Coates' navn lyder måske ikke bekendt i filmsammenhæng, men som forfatter var han i 2015 manden bag selvbiografiske "Mellem verden og mig", der høstede store roser.
Dramaet "Wrong Answer", som "Creed"-makkerparret Ryan Coogler og Michael B. Jordan planlægger at lave, har ligeledes Coates tilknyttet som manuskriptforfatter.
45-årige Coates har derudover tidligere været inde over superheltegenren, idet han har skrevet både "Black Panther"- og "Captain America"-tegneserier for Marvel Comics.
Det vides på nuværende tidspunkt ikke, om den kommende film vil have engelske Henry Cavill, der siden 2013 har spillet Superman i film som "Man of Steel" og "Justice League", i hovedrollen. Der er heller ikke sluppet noget ud omkring projektets foreløbige udgivelsesdato, ligesom ingen instruktør endnu er på plads.