Ja tak hellere mere Riddick end hurtige biler.
Officielt: Vin Diesel vender tilbage som Riddick i "Riddick: Furya"
Og David Twohy, der skrev og instruerede "Pitch Black", "The Chronicles of Riddick" og "Riddick", er også med om bord.
Rygterne om en fjerde film om sci-fi-antihelten Richard Riddick har svirret i årevis, og Vin Diesel, der har spillet rollen i de foregående film og i adskillige videospil og tegnefilm, har jævnligt bekræftet sin lyst til at lave flere fortællinger om Riddick, som vi først mødte i science fiction-gyseren "Pitch Black" fra 2000.
Og tilbage i 2020 fastslog Diesel, at manuskriptet til den dengang unavngivne "Riddick 4" var færdiggjort.
Og nu er det altså omsider officielt: Deadline bekræfter, at Diesel vender tilbage som Riddick i "Riddick: Furya".
David Twohy, som skrev og instruerede alle franchisens forrige kapitler, både skriver og instruerer "Riddick: Furya", som Diesel producerer. Vi antager, at Diesel får skudt den nye Riddick-film, før superstjernen tager hul på optagelserne til "Fast & Furious 11" – dén franchises angiveligt sidste kapitel.
Se også: Første tempo- og testosteronfyldte trailer til "Fast & Furious 10"
I "Riddick: Furya" vender Riddick endelig hjem til sin hjemplanet – et sted han knap nok husker, og som han frygter er blevet omdannet til ruiner af de ondsindede necromongers.
Men der møder han andre furyans, der kæmper for deres overlevelse mod en ny fjende. Og nogle af disse furyans minder mere om Riddick, end han nogensinde havde forestillet sig.
"Riddick: Furya" har endnu ikke fået en fastlagt premieredato, men hvis den vitterligt er Diesels næste projekt, så udkommer den formentlig i 2024 eller 2025.