Officielt: Who you gonna call? "Ghostbusters 3" på vej!

Jason Reitman træder i sin fars fodspor og samler op på historien fra 80'erne.

Vi har her på Moovy tidligere kunnet fortælle om rygterne vedrørende en kommende "Ghostbusters 3", som skulle udspille sig i universet omkring de oprindelige spøgelsesjægere fra 80'erne. Nu viser det sig, at der er hold i rygterne, da Jason Reitman – søn af instruktøren Ivan Reitman – officielt har meldt ud, at han skal skrive og instruere fortsættelsen.

Ivan Reitman var instruktøren på de oprindelige "Ghostbusters"-film, og det er måske ikke helt tilfældigt, at Jason vælger at følge i sine fars fodspor.

Som barn var han med på settet under indspilningerne, og han fortæller til Entertainment Weekly, at han betragter sig selv som en af de allerførste "Ghostbusters"-fans, og at han elsker han alt ved universet; stemningen, ikonografien og musikken. I øvrigt kan en meget ung udgave af Jason Reitman spottes i "Ghostbusters II", hvor han under en børnefødselsdag ytrer replikken: "My dad says you guys are full of crap."

Ikke et remake eller reboot

Instruktøren slår også fast, at der – modsat den floppede all-women "Ghostbusters"-film – ikke vil være tale om et remake eller reboot, men at filmen er næste kapitel i den oprindelige franchise: "Det, der skete i 80'erne, skete i 80'erne, og denne foregår i nutiden."

Se også: Dan Aykroyd: Instruktørs skyld at kvindelig "Ghostbusters" floppede

Sony har skemalagt den indtil videre ikke-navngivne "Ghostbusters 3" med en premieredato i løbet af 2020, og indspilningerne forventes at påbegynde i løbet af de nærmeste måneder.

Alle oplysninger omkring rollebesætning og plot bliver holdt hemmelige indtil videre, men der har floreret rygter omkring en eventuel opfølger, hvor Danas (Sigourney Weaver) søn Oscar fra "Ghostbusters II" skulle være en af de bærende karakterer. Historien skulle efter sigende tage udgangspunkt i, at Oscar overtager rollen som spøgelsesjæger, efter at Peter Venkman (Bill Murray) kradser af.

Slimer må i hvert fald være en ældre herre efterhånden, så det skal blive spændende at se, om spøgelser også får rynker...

Kommentarer

Officielt: Who you gonna call? "Ghostbusters 3" på vej!

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen