Officielt: Zack Snyder laver "Justice League 2" i kølvandet på rekordstore streamingtal

Zack Snyders reviderede udgave af "Justice League" er blevet streamet over 1 milliard(!) gange på verdensplan, så nu genoplives instruktørens DC-filmunivers.

(OPDATERING: beklager, kære Snyder-fans, men der var beklageligvis tale om en aprilsnar ;))

For blot få måneder siden virkede det nærmest utænkeligt, at Zack Snyder ("Man of Steel") nogensinde ville få lov til at færdiggøre sin oprindelige, sagnomspundne og hele fire timer lange version af superheltefilmen "Justice League".

Men den 18. marts udkom "Zack Snyder's Justice League" på HBO's streamingplatforme, og nu har vi endnu en god nyhed til Snyders anseelige fanskare:

I en dugfrisk pressemeddelelse fastslår Warner Bros. og DC, at Snyders reviderede "Justice League" har klaret sig så ualmindeligt godt på streamingfronten, at Snyder nu også får lov til at skrive, producere, instruere og betjene slowmotion-kameraerne på "Justice League 2", som allerede har fået en premieredato: den 29. februar 2023.

Beslutningen kommer ikke som den store overraskelse, når man betragter filmens offentliggjorte og yderst imponerende streamingtal. Over 1 mia. mennesker på verdensplan har allerede streamet "Zack Snyder's Justice League" via HBO's streamingtjenester.

HBO Nordic fastslår sågar, at alene den 18. marts blev "Zack Snyder's Justice League" set af flere danskere end EM-fodboldfinalen i 1992 og Brødrene Olsens Eurovision-triumf i 2000 – tilsammen.

"Justice League 2" vil byde på det storladne opgør mellem superskurken Darkseid og vores kulørte superhelte, som den første film lægger op til. Snyder udtaler i pressemeddelelsen:

"Jeg er så ekstremt taknemmelig for, at jeg omsider får lov til at vende tilbage til DC's fantastiske univers. Både filmselskabet og jeg selv har virkelig lyttet til mine fans, og derfor får I lige præcis det, I gerne vil have: Et elleve timer langt actionbrag inddelt i tredive separate kapitler, hvor billederne skiftevis præsenteres i 4:3, widescreen og smartphone-vertikalt."

Det forventes, at Ben Affleck, Henry Cavill og Gal Gadot vender tilbage som hhv. Batman, Superman og Wonder Woman. Derudover vil "Justice League 2" byde på det længe ventede møde mellem Joaquin Phoenix' og Jared Letos respektive udgaver af Jokeren. Og godt 35 år efter premieren på "Superman IV - kampen for fred" vender Mark Pillow omsider tilbage som superskurken Nuclear Man.

Kommentarer

Officielt: Zack Snyder laver "Justice League 2" i kølvandet på rekordstore streamingtal

  • ★★★★0

    Ha ha, aprilsnar!

    S. Rico 1-04-21 19:43

  • ★★★★★★0

    Jeg føler mig som Two Face - en del af mig græder og en del griner hysterisk.

    1. april er ikke nogen garanti for at det meste ikke kommer til at passe :-)

    Wayne 1-04-21 19:44

  • ★★★★★1

    Et elleve timer langt actionbrag inddelt i tredive separate kapitler

    kun 11 timer pffft.

    Logistics af Erika Magnusson og Daniel Anderssoner på 857 Timer

    Men så igen The Syndercut af JL, har 10 % af filmen i slowmo, så det kan da være vi kan nå derop af, aligevel, med 2'eren, især når de også vælger at ikke kun Wonder Woman skal forfølges af sit Theme der spilles, hver gang hun dukker op, men at det nu blir alle, hvor deres theme blir spillet hver gang i fuld længde de dukker op, eller gør noget i løbet af filmen.

    Roger Deakins har også udtalt interesse for projektet der for øvrigt skulle blive i sort og hvid, den meget mørke "color" grading fra The Snyder Cut var blot startskudet.

    Efter et 8 timers langt Zoom Call med Snyder, hvor de basalt set blot snakkede om hvorfor mere ikke var i slowmo i The Snyder Cut, skulle Deakins ha udtalt noget i retningen af, det ville være befriende at prøve at lave en film, hvor jeg kun sku tænke på to farver, jeg legede lidt med det i Skyfall, men der var Neon Lys i shilouet kampen, og da vi besøger Bond's hjemsted til sidst kunne jeg ikke holde mig fra min trademark gyldne farver, så det her ku være en sjov udfordring for mig.

    hvor billederne skiftevis præsenteres i 4:3, widescreen og smartphone-vertikalt

    Det har han nu altså trademarket, det hedder Snydervision.

    Men ja det blir spændende at følge.

    Elwood 1-04-21 21:25

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen