"Onkel" er indstillet til Nordisk Råds Filmpris 2020

"Onkel" bliver dette års danske kandidat til den prestigefyldte filmpris.

I en spritny pressemeddelelse fra Neumann PR slås det fast, at "Onkel", som i 2019 vandt hovedprisen ved Tokyo International Film Festival og Politikens Talentpris på CPH PIX, netop er blevet udvalgt som årets danske kandidat til Nordens mest eftertragtede filmpris: Nordisk Råds Filmpris.

"Onkel" foregår udelukkende på klingende sønderjysk og handler om Kris, der bor sammen med sin invalide onkel ude på landet, hvor de sammen driver en lille gård. I deres skæve, men kærlige forhold, der er formet af dagligdagens trummerum, gøres der ikke brug af mange ord.

Kris har henover tiden overtaget det store ansvar for gården, men da kærligheden krydser hendes vej, rejser et spørgsmål sig, der kan ændre hendes tilværelse for altid.

Læs også: Danskproduceret film vinder på verdens største animationsfilmfestival

Om nomineringen siger filmens instruktør, René Frelle Petersen: "Jeg er meget overvældet og enormt beæret over at være nomineret til Nordisk Råds Filmpris. Det betyder meget for mig at følge i fodsporene på nogle af Nordens dygtigste filmmagere og jeg er glad for, at en film, der er så manifesteret i et autentisk lokalmiljø, kan vække glæde, begejstring og genkendelse i andre dele af verden."

De fire andre nominerede, nordiske titler er: "Dogs Don’t wear Pants" (Finland), "Echo" (Island), "Beware of Children" (Norge) og "Charter" (Sverige).

Vinderen af prisen offentliggøres tirsdag den 27. oktober 2020 under Nordisk Råds session i Reykjavik. Prisen på 350.000 kroner deles ligeligt mellem filmens manuskriptforfatter, instruktør og producer.

I år er det 17. gang, at prisen uddeles. Seks gange tidligere er prisen blevet uddelt til en dansk film – bl.a. i 2019, hvor prisen gik til "Dronningen".

Kommentarer

"Onkel" er indstillet til Nordisk Råds Filmpris 2020

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen