Optagelsene til "The Nun 2" er skudt i gang

Den dæmoniske nonne vender tilbage for at sprede skræk og rædsel i 2023.

For nylig kom det frem, at Taissa Farmiga vender tilbage i rollen som Søster Irene i fortsættelsen til gyserfilmen "The Nun".

Nu har producer James Wan via Instagram afsløret, at optagelserne til "The Nun 2" er skudt i gang i Frankrig. Du kan se det første billede fra produktionen herunder.

"The Nun" fra 2018 indtjente hele 365 mio. dollars på verdensplan og blev dermed den mest indbringende film indenfor det gyserunivers, der begyndte med "The Conjuring" – eller "Nattens dæmoner" på dansk – i 2013. 

"The Nun 2" finder sted i 1956, fire år efter originalen. Handlingen er flyttet fra Rumænien til Frankrig, hvor Søster Irene endnu en gang må tage kampen op mod den skrækindjagende dæmon Valak, der naturligvis huserer igen. 

I instruktørstolen finder vi Michael Chaves, der stod bag kameraet på den tredje "The Conjuring"-film med undertitlen "The Devil Made Me Do It". 

"The Nun 2" får amerikansk biografpremiere den 8. september 2023, og horror-filmen udkommer formentlig nogenlunde samtidigt herhjemme.

Kommentarer

Optagelsene til "The Nun 2" er skudt i gang

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen