Optagelserne til "Firestarter"-remake går i gang i år

Stephen Kings bøger er enormt populære i Hollywood i øjeblikket.

Sidste år fik vi "The Shining"-fortsættelsen "Doctor Sleep" og "It del 2", og både en "The Shining"-tv-serie, en filmatisering af "Salem's Lot" og  nu også et remake af "Firestarter" er på trapperne.

Optagelserne til sidstnævnte går efter planen i gang senere i år, men det kan sagtens være, at produktionen bliver sat på pause på grund af coronavirussens udbrud.

"Firestarter" blev i sin tid filmatiseret i 1984 og havde Drew Barrymore i hovedrollen som en lille pige, Charlie McGee, der har "pyrokinetiske" evner – hun kan altså tvinge ting til at bryde i brand ved tankens kraft.

Myndighederne prøver at få fingre i McGee, så de kan bruge hende som et våben.

Manuskriptforfatteren bag remaket, Scott Teems, fortæller Movieweb, at filmselskaberne Universal og Blumhouse er ivrige efter at få remaket lavet hurtigst muligt, og de har netop hyret instruktøren Keith Thomas, som tidligere har lavet gyseren "The Vigil".

"Det har altid været et vigtigt projekt for filmselskaberne," siger Teems. "Vi arbejder aktivt for at få filmen lavet i år. Jeg er håbefuld."

Det vides endnu ikke, hvem der skal spille McGee i den nye "Firestarter".

Kommentarer

Optagelserne til "Firestarter"-remake går i gang i år

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen