Optagelserne til "Paddington 3" går i gang i 2022

To af filmhistoriens bedst anmeldte familiefilm indgår snart i en trilogi.

Her på Moovy er vi meget begejstrede for "Paddington"-filmene om den talende bjørn af samme navn, der bor sammen med sin plejefamilie i London og fortryller næsten alt og alle i nabolaget. Vi gav topkarakter til "Paddington 2" og flere på redaktionen havde sågar filmen på listen over 2010'ernes allerbedste film.

"Paddington 2" er da også blevet kåret til "den bedste anmeldte film nogensinde" af sitet Rotten Tomatoes, og filmen klarede sig også fornemt ved billetlugerne, så det giver sig selv, at en tredje film i rækken er på trapperne.

"Paddington 3" mistede dog desværre sin instruktør forrige år, da manden bag de to første film, Paul King, i stedet valgte at kaste sig over "Wonka" med Timothée Chalamet ("Dune") – en ny filmatisering af Roald Dahls klassiske børnebog om Charlie og chokoladefabrikken.

Men nu er "Paddington 3" omsider ved at vågne efter flere år i hi.

Læs også: Første kig på Timothée Chalamet som Willy Wonka

Det afslører skuespilleren Ben Whishaw i et nyligt interview med BBC. Ud over at lægge stemme til Paddington i filmene, så er Whishaw nok bedst kendt for rollen som Q i Daniel Craigs James Bond-æra.

Whishaw fortæller, at filmen går i produktion mod slutningen af året, så hvis vi er heldige, lander "Paddington 3" i biffen enten om sommeren eller i efteråret 2023.

Den 41-årige, prisbelønnede skuespiller afslører desuden, at han er meget skuffet over, hvor skuffede børn bliver, når deres forældre fortæller dem, at han spiller Paddington:

"Det er virkelig skuffende. Indimellem peger børnenes forældre på mig, og bedrøvelsen står malet i deres ansigter, fordi hvordan i alverden kan jeg være Paddington? Det giver ingen mening for dem. Og de bliver endnu mere forvirrede, når man prøver at forklare dem, at jeg lægger stemme til Paddington."

Whishaw kan altså ikke sige, præcis hvornår arbejdet på "Paddington 3" går i gang, og han er i øvrigt heller ikke sikker på, at han er færdig med rollen som Q, selvom Craig altså er færdig med rollen som Agent 007 ovenpå "No Time to Die".

Kommentarer

Optagelserne til "Paddington 3" går i gang i 2022

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen