
Optagelserne til "The Devil Wears Prada 2" er skudt i gang – og hele castet er tilbage!
Meryl Streep, Anne Hathaway, Emily Blunt og Stanley Tucci vender alle tilbage i den længe ventede fortsættelse.
For nylig kom det frem, at "The Devil Wears Prada 2" får biografpremiere den 1. maj 2026.
Nu er det så omsider blevet bekræftet, at castet fra den originale "The Devil Wears Prada" vender tilbage. Det betyder, at stjernerne Meryl Streep, Anne Hathaway, Emily Blunt og Stanley Tucci alle gør comeback foran kameraet i deres respektive roller fra komediedramaet. De får tilmed selskab af selveste Kenneth Branagh ("Hamlet", "Oppenheimer") i rollen som Miranda Priestlys (Streep) ægtemand.
Den oprindelige film fra 2006 huskes især for Meryl Streeps isnende og Oscar-nominerede portræt af netop modedronningen Miranda Priestly, der er baseret på modemagasinet Vogues legendariske chefredaktør, Anna Wintour.
Se også: Afstemning: Bedste film med Meryl Streep?
Derudover glimrede føromtalte Emily Blunt, Stanley Tucci og Anne Hathaway i rollerne som Priestlys hårdt prøvede medarbejdere, der alle skulle adlyde deres krævende arbejdsgivers mindste vink.
I efterfølgeren følger vi angiveligt Miranda Priestlys kamp for at holde liv i sit modemagasin, Runway Magazine, alt imens Blunts karakter, Emily Charlton, er blevet en stor kanon i branchen, der sidder på de reklamepenge, Miranda desperat har brug for.
Hvordan Anne Hathaways karakter, Andy Sachs, passer ind i dén historie må tiden vise. I slutningen af etteren forlod Sachs Runway Magazine.
Uanset hvad er optagelserne til "The Devil Wears Prada 2" netop skudt i gang, og djævlen går som nævnt tidligere igen i Prada i maj næste år.