To-eren var rigtig god. Men jeg er i tvivl om universet kan trække en film mere? Faren for det bliver for kvalmt og sukkersødt er overhængende.
"Paddington 3" mister sin instruktør
Paul King, der stod bag kameraet på de to første "Paddington"-film, overlader stafetten til en ny instruktør.
De charmerende og hjertevarme film om den talende bjørn Paddington blev højst overraskende store publikumssucceser og anmelderdarlings – her på Moovy gav vi tilmed topkarakter til "Paddington 2". Derfor er det ikke så sært, at folkene bag eventyrene barsler med et tredje filmkapitel om den elskelige bjørn.
Dog vil instruktøren af de første to film, Paul King, ikke være at finde i instruktørstolen på "Paddington 3", da han selv mener, at der nu skal nye kræfter til.
Læs også: "Paddington 2" er den bedst anmeldte film nogensinde
King er i stedet med om bord som executive producer på projektet, der altså i øjeblikket står uden instruktør. Manuskriptet er ifølge Paul King under udarbejdelse, og filmmageren udelukker ikke, at der kan komme flere "Paddington"-film efter treeren.
Tiden må vise, hvornår publikum igen kan nyde godt af det skønne og ærkebritiske univers fyldt til randen med hjertelige bamsekram.