Patrick Stewart udgiver sin selvbiografi i oktober

Og titlen er (selvfølgelig) Making It So...

En af skuespillerfagets helt store titaner, den 82-årige Sir Patrick Stewart, udgiver sin selvbiografi til efteråret. Bogen udgives af Simon & Schuster, og ifølge selskabets egen hjemmeside så indtaler Stewart selv lydbog-udgaven af sine erindringer.

Bogen hedder "Making It So" – en reference til et af kaptajn Jean-Luc Picards kendte slagord fra "Star Trek: The Next Generation": Make it so.

Ifølge den officielle synopsis vil bogen omfatte hele Stewarts liv – fra hans start under beskedne kår i Yorkshire, England, til hans enorme succes i Hollywood ovenpå roller i bl.a. "Star Trek"- og "X-Men"-sagaerne.

Læs også: Patrick Stewart er klar på at spille Jean-Luc Picard igen efter sidste sæson af "Star Trek: Picard"

Stewarts rejse mod stor berømmelse og anerkendelse er indsvøbt i hårde prøvelser og modgang. Han voksede op i et fattigt hjem, hvor hans far, Alfred, ofte tæskede Patricks mor, Gladys.

Som barn gav en af hans undervisere ham et Shakespeare-stykke i hånden, og ordene inspirerede Stewart til at opsøge en karriere som skuespiller, hvor han især blev kendt for sit medlemskab af The Royal Shakespeare Academy og sine prisbelønnede præstationer i Shakespeare-stykker på de skrå brædder.

Ud over hans roller som Picard og Charles Xavier (som Stewart senest spillede i "Doctor Strange in the Multiverse of Madness") har Stewart bl.a. medvirket i tv-serierne "Tinker Tailor Soldier Spy", "Extras", "Moby Dick" og "American Dad!" samt film som David Lynchs "Dune", "Prinsen af Egypten" og "Ted".

Stewart har netop gentaget rollen som en aldrende Picard i den 3. og sidste sæson af "Star Trek: Picard", som både trekkies og kritikere har skamrost de seneste måneder.

"Making It So" udkommer den 3. oktober.

Kommentarer

Patrick Stewart udgiver sin selvbiografi i oktober

  • ★★★★★2

    Jeg skal ha en af hver, bog til min fine bog reol, og lydbog, som jeg skal lytte, når manden ham selv har indtalt den.

    Elwood30-04-23 11:05

  • ★★★★0

    "ENERGIE"

    Så de første sæsoner af TNG auf RTL...schuldigung?

    Gasivodo30-04-23 14:09

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen