Problemet er vel altid i sådanne sager, når man begynder at tale straffemetoder udover hvad vi har i de nordiske lande og EU i det hele taget, at man forudsætter, at personen er et bare nogenlunde rationelt, velfungerende og logisk tænkende individ, som kender forskel på de stærkt subjektive begreber "godt" og "ondt".
Det er pænt svært for de af os, som netop er nogenlunde rationelle, velfungerende og logisk tænkede, at sætte os ind i hvad der foregår i hovedet på personer som Breivik, hvilket jo er derfor, at der er mennesker derude, som er uddannet til at håndtere netop den slags mennesker og netop en person som Breivik ser nok aldrig friheden igen.
Ligeså snart man begynder at gå i retning af de irrationelle straffe, som mere er hævn end det faktisk er noget andet, så begynder retssamfundet stille og roligt at skride i en forkert retning. Fordi hvis vi beslutter at hakke Breivik i stykker eller henrette ham, hvad gør vi så næste gang sådan en sag kommer? Hvis vedkommende kun slå én person ihjel, skal morderen så kun hakkes lidt i stykker, eller slås lidt ihjel? Det bliver hurtigt en meget væmmelig gråzone.
Sandt, der er stadig mennesker som har mistet deres kære og det er skrækkeligt, men jeg foretrækker klart at samfundet beholder sin menneskelighed, frem for hovedløst at kaste sig ud i dødstraffe og hvad ved jeg, når ekstreme sager dukker op.
Det naturlige følgespørgsmål er selvfølgelig altid "jamen, hvad nu hvis det var en i din familie..". Hvis sådan et tilfælde opstår, er jeg langt fra rationel og så er det meget heldigt, at strafafmålingen ikke ligger hos mig. Ligeså snart vi går fra straf til hævn, så er vi ude på et skråplan, synes jeg.
Og så er Texas ikke ligefrem det bedste eksempel at hive frem, da de henrettede en mentalt handicappet mand for ganske få år siden.
Når jeg nævnte Texas, var det ikke for at sige andet end, at den stat har dødsstraf - det var ikke for at sige, at hver eneste dom man har fældet dér, har været retfærdig. Min pointe var udelukkende, at det er heldigt for Breivik, at det var en NORSK domstol, der behandlede hans sag, og ikke en texansk.
Jeg er ikke fortaler for dødsstraf, men jeg er heller ikke modstander af det. Jeg er politisk neutral. Men jeg anerkender og respekterer myndighedernes ret til at opretholde lov og orden - også i de tilfælde hvor man har valgt at fælde og eksekvere en dødsdom. Det, jeg tænker hver gang, er dog, at man sandelig må håbe, at de er 200% sikre i deres sag, når de dømmer en person skyldig og denne person efterfølgende kan se frem til at lide døden som straf for sin forbrydelse!
Jeg tænker også, at man må håbe, at der tages hensyn til forskellige faktorer og at disse sammenholdes og vurderes som et hele: Har vedkommende "kun" slået ihjel én gang? Er der tale om en massemorder? Hvordan stiller sig vedkommende sig til sin handling? Blev mordet begået under indflydelse af stoffer eller alkohol eller psykisk sygdom? Er vedkommende en voldtægtsforbryder, der mishandler sine ofre seksuelt og bagefter myrder dem? Har vedkommende myrdet x antal børn eller unge piger? Er vedkommendes handling af en særlig grum og barbarisk karakter? ... I Texas var der for nogle år siden en fyr, der først voldtog og derefter myrdede sin egen bedstemor. ... Og mange andre lignende og relevante spørgsmål kunne stilles.
Den der usikkerhed, som i nogle tilfælde kan gøre sig gældende, er blot én ud af flere ting, som gør at jeg bestemt ikke kunne tænke mig at have noget ansvar for at behandle den slags sager eller fælde dom i dem. Nej, jeg har det fint med at betragte tingene på afstand og misunder ikke et øjeblik dommere eller jurymedlemmer eller andre, der er med til at fastslå skyld eller udmåle dom.
Én ting kan jeg dog sige med sikkerhed: Jeg er ude af stand til at græde over eller have medlidenhed med visse krigsforbrydere (f.eks. fra nazi-tiden i Tyskland) og massemordere/rovmordere, hvor skyldspørgsmålet har været hævet over enhver tvivl, og hvor samfundet har valgt at idømme dødsstraffe.
Jeg synes, det er noget af et sidespor at komme ind på at kalde en straf for "hævn", bare fordi man er imod dødsstraf. Nej, det er IKKE "hævn" - det er STRAF. Hævn er noget selvtægtsfolk begår - samfundet opretholder lov og orden. Mange mennesker oplever jo også fængselsdomme på eksempelvis 20, 30 og 40 år, eller LIVSVARIG fængsel hvor man ALDRIG kommer ud igen, som meget hårde. Og ingen tvivl om, at det at være isoleret fra venner og familie og det øvrige samfund af mange opleves som ufatteligt hårdt, psykisk og følelsesmæssigt. For nogle har udsigten til at skulle tilbringe så lang tid bag tremmer betydet, at de har valgt at tage deres eget liv. ... Så meget lange/livsvarige fængselsdomme kunne man ligeså vel kalde "hævn", bare fordi man ikke bryder sig om at indespærre nogle mennesker det meste af eller hele deres liv.
