Jeg havde egentlig set frem til den her, men jeg må ærlig indrømme at 2-timers afsnit ikke skaber begejstring for mit vedkommende. Det der serieformat begynder altså lidt at føles som sådan en doven ting, i stedet for at skabe en mega fed og underholdende dokumentarfilm, sprængfyldt med fede scener. Hvad blev der af "Keep the audience longing for more"?
Peter Jacksons Beatles-dokumentar bliver til en serie og får ny premieredato
I stedet for at udkomme i biograferne til efteråret bliver Peter Jacksons Beatles-dokumentar nu lanceret som en musikalsk miniserie på Disney+.
Variety rapporterer, at Peter Jacksons "The Beatles: Get Back" snart udgives på Disney+ som et seks timer langt portræt af The Fab Four under indspilningerne af "Let it Be" i karrierens efterår.
"The Beatles: Get Back" var oprindeligt et filmprojekt, men på grund af den enorme mængde arkivmateriale, som Jackson har haft til rådighed, har "Ringenes herre"-instruktøren og Disney nu valgt at transformere værket til en miniserie bestående af tre afsnit á to timers varighed.
Desuden har Jacksons dokumentarserie fået en ny premieredato. Serien udkommer som nævnt i tre dele, og første afsnit lander på Disney+ den 25. november, mens de to følgende episoder bliver tilgængelige hhv. den 26. og 27. november.
Læs også: Biopic om Beatles-manageren Brian Epstein er på vej
Vi får dermed en seks timers fluen-på-væggen-føljeton om pop- og rockhistoriens mest indflydelsesrige gruppes arbejde med de sange, der endte på det berømte "Let it Be"-album fra 1970.
Samtidigt får vi et grundigt indblik i John, Paul, George og Ringos indbyrdes forhold i slutningen af Beatles-karrieren – en periode, der ifølge historiebøgerne hovedsageligt var præget af interne stridigheder fra et band i opløsning. Netop den myte forsøger "The Beatles: Get Back" efter sigende at gøre op med og nuancere.
Peter Jackson og hans team har i det hele taget gennemarbejdet og restaureret optagelserne i en sådan grad, at publikum angiveligt vil få oplevelsen af at være tættere på The Beatles og bandets kunstneriske proces end nogensinde tidligere.
Det kan også fornemmes i det smugkig på filmen, som blev frigivet på YouTube tilbage i december, og som kan (gen)ses her: