"Pig"-instruktøren Michael Sarnoski skal filmatisere videospillet "Death Stranding"

Vor egen Mads Mikkelsen medvirkede i det oprindelige videospil, som over 19 millioner gamere har kastet sig over siden 2019.

Instruktøren Michael Sarnoskis karriere har i dén grad fået luft under vingerne siden hans kritikerroste og prisbelønnede debutfilm "Pig" med Nicolas Cage fra 2021.

Sidste år lavede han sin første store Hollywood-produktion i form af gyser-hittet "A Quiet Place: Day One", og han er netop nu ved at færdiggøre det eventyrlige karakterdrama "The Death of Robin Hood", som har stjerner som Jodie Comer, Murray Bartlett, Hugh Jackman og Bill Skarsgård på rollelisten.

Og allerede nu har Sarnoski hældt sit næste store projekt i støbeskeen: en filmatisering af det succesfulde videospil "Death Stranding". Det skriver Deadline.

Læs også: Nicolas Cage: "Pig" er min bedste film

"Death Stranding" udkom oprindeligt til Sony-konsollen PlayStation 4 tilbage i 2019, før det senere udkom til bl.a. pc og Xbox. Spillet er udtænkt af den legendariske spildesigner Hideo Kojima, som er bedst kendt for den actionfyldte spilsaga "Metal Gear Solid", der p.t. også ligger på tegnebrættet i Hollywood.

"Death Stranding" foregår i et fremtidigt USA, hvor destruktive monstre terroriserer de overlevende efter en kæmpe katastrofe. Hovedpersonen er Sam Porter (spillet af "The Walking Dead"-stjernen Norman Reedus), der arbejder som en kurer, som transporterer værdifulde ressourcer til hårdt prøvede, isolerede kolonier.

Ud over Reedus medvirkede bl.a. filmstjerner som Mads Mikkelsen, Léa Seydoux og Margaret Qualley i spillet – og selv instruktørerne Guillermo del Toro og vor egen Nicolas Winding Refn (en af Kojimas efterhånden gode venner) dukkede op undervejs i historien.

Ifølge Deadline har omtrent 19 millioner gamere kastede sig over spillet siden udgivelsen for 6 år siden, så det overrasker ikke, at Hollywood gerne vil producere en filmatisering. Filmen laves i et samarbejde mellem Kojimas spilfirma og det hæderkronede filmselskab A24. Premieredatoen er p.t. ukendt, og vi ved heller ikke, om Reedus, Mikkelsen og Co. gentager deres spilroller i filmudgaven.

I 2022 lavede Moovy TV et langt og dybdeborende interview med netop Michael Sarnoski om førnævnte "Pig", hvor den unge, ambitiøse filmmager dykker godt ned i sin egen filmskabelsesproces:

Kommentarer

"Pig"-instruktøren Michael Sarnoski skal filmatisere videospillet "Death Stranding"

  • 1

    Spændende univers...spændende instruktør. Håber Mads får lov til at gentage sin rolle, for han leverede virkelig en fremragende præstation i spillet.

    Goodspeed 8-05-25 20:58

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen