Pixar afslører koncept-tegning fra studiets "Turning Red"
Animationsstudiets næste film handler om en teenager, der forvandler sig til en rød panda, når hun bliver begejstret!
Få dage efter premieren på "Luca" afslører Pixar nu et smugkig på studiets næste animationsfilm via nedenstående koncept-tegning fra coming-of-age-fortællingen "Turning Red".
I filmen møder vi den 13-årige Mei Lee, der befinder sig i det kaos af følelser, der hører med til teenagealderen.
For at komplicere tingene yderligere sker der det utrolige, at Mei forvandler sig til en gigantisk, rød panda, når hun kommer i følelsernes vold. Så langt, så Hulk...
Animationsstilen er asiatisk-inspireret, og filmen er skrevet og instrueret af Domee Shi, der stod bag Pixars Oscar-vindende kortfilm "Bao" og således blev den første kvindelige instruktør af en Pixar-kortfilm.
"Turning Red" lander i biograferne den 11. marts 2022.