Selv om jeg virkelig holder meget af rigtig mange af Pixars film, så husker jeg at jeg fandt denne anstrengende. Den har et rigtigt sødt budskab såmænd, men stilen følte jeg ofte blev lidt hysterisk. Har ofte tænkt på om et gensyn, ville give mig en bedre oplevelse.
Pixar laver "Inderst inde 2"
Vi skal længere ind...
Pixars bagkatalog er spækket med prisbelønnede pragtværker, og nu får et af de største af slagsen en fortsættelse.
Under Disney-arrangementet D23 Expo kom det frem, at Pixar laver "Inside Out 2", som formentlig bliver døbt "Inderst inde 2" herhjemme.
Den første "Inderst inde", som vi i øvrigt gav topkarakter tilbage i 2015, handler om pigen Riley, som har svært ved at finde sig til rette i San Francisco efter at være flyttet dertil sammen med sine forældre. Og vi får et særligt indblik i Rileys følelsesliv, idet vi følger hendes "kernefølelser" i form af kulørte figurer som Glæde og Triste inden i Rileys hoved.
Læs også: Manden bag Pixars "Sjæl" og "Inderst inde" stopper måske som instruktør
Pixar-chefen Pete Docter ("Sjæl", "Op") instruerede den første "Inderst inde", mens toeren skrues sammen af Kelsey Mann, der var medforfatter på "Den gode dinosaur" og instruerede Pixar-kortfilmen "Party Central" tilbage i 2013 om de charmerende monstre fra "Monsters, Inc.".
Amy Poehler gentager rollen som Glæde/Joy i toeren, som følger en lidt ældre Riley i teenageårene. Persongalleriet kommer også til at byde på endnu flere "kropsliggjorte" følelser i denne ombæring.
"Inderst inde 2" udkommer i biograferne i sommeren 2024. Inden da kan vi se frem til Pixars "Elemental", som lander næste sommer.