Pixar-legende forlader studiet efter 25 år

Lee Unkrich står bag animerede perler som "Coco" og "Toy Story 3".

Den Oscar-vindende instruktør Lee Unkrich har besluttet at forlade det hæderkronede animationsstudie efter lang og tro tjeneste. 

Den 51-årige filmmager har været med på hele Pixars forunderlige rejse mod stjernerne. Han var med til at klippe den revolutionerende "Toy Story" fra 1995, der udmærker sig ved at være den første 100 % computeranimerede spillefilm. 

Senere agerede Unkrich medinstruktør på film som "Monsters Inc.", "Toy Story 2" og "Find Nemo", inden han gik solo på to af Pixars mest fremragende film, "Toy Story 3" og "Coco", der begge vandt Oscar-statuetten for Bedste animerede spillefilm.

Se også: Afstemning: Bedste Pixar-film?

Hovedpersonen udtaler selv om sin afgang: "Jeg går ikke for at lave film for et andet studie, i stedet ser jeg frem til at tilbringe tiltrængt tid med min familie og forfølge interesser, der længe har været nedprioriteret."

Unkrichs exit betyder, at to af Pixars største legender ikke længere er tilknyttet studiet. For nylig kom det frem, at "Toy Story"- og "Biler"-instruktøren John Lasseter har scoret et nyt lederjob hos konkurrenten Skydance Animation.

Opfølgeren til Lee Unkrichs "Toy Story 3" med den forudsigelige titel "Toy Story 4" får dansk biografpremiere 29. august.

Kommentarer

Pixar-legende forlader studiet efter 25 år

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen