Pixars "Lightyear" lander meget snart på Disney+

Om blot et par uger kan Pixars "Toy Story"-spin-off streames.

For en måneds tid siden udkom "Lightyear" i biffen – og den var vel at mærke den første Pixar-film siden pandemiens begyndelse, som eksklusivt fik premiere i biografen, efter at "Sjæl", "Luca" og "Rød" blev udgivet direkte på Disney+.

Se også: Moovy TV: "Luca": Sådan laver man en Pixar-film

Men desværre for Pixar og deres ejere hos Disney så har "Lightyear" skuffet ved billetlugerne. Filmen har i skrivende stund indtjent blot 213 mio. dollars på verdensplan, og den kostede 200 mio. dollars at producere og også mange millioner dollars at promovere.

Der var ellers høje forventninger til filmens finansielle formåen, når nu "Lightyear" var Pixars første store biograffilm længe, og fordi den handler om en af animationsselskabets mest kendte figurer: den heroiske astronaut Buzz Lightyear, som optrådte i en legetøjsudgave i de fire "Toy Story"-film.

Læs også: Moovy til virtuel pressekonference med Chris Evans og holdet bag "Lightyear"

Hvorom alting er, så er filmens skuffende indtjening formentlig en afgørende årsag til, at "Lightyear" udkommer meget snart på Disney+ – nærmere bestemt den 3. august. Det er netop blevet annonceret på filmens officielle Twitter-side.

Således bliver "Lightyear" tilgængelig via streaming blot halvanden måned efter sin biografpremiere. Filmen udkommer formentlig også på dvd, Blu-ray og 4K UHD, men det sker altså først senere i år.

Pixar har i øvrigt allerede påbegyndt arbejdet på selskabets næste film, "Elemental", som pudsigt nok instrueres af Peter Sohn, der lagde stemmen til robotkatten SOX i "Lightyear".

Kommentarer

Pixars "Lightyear" lander meget snart på Disney+

  • 0

    Der skal jeg så HELLER ikke se den.

    nwinther21-07-22 10:31

  • 0

    Der skal jeg så HELLER ikke se den.

    så mange valgmuligheder 

    greeneyes21-07-22 13:16

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen