Plakaten til "Halloween Ends" lader op til det endelige opgør mellem Michael Myers og Laurie Strode

Maskernes nat når sin foreløbige kulmination efter mere end 40 år.

Når "Halloween Ends" får premiere senere i år, bliver den – ud over at være den tredje film i David Gordon Greens "Halloween"-serie – kulminationen på et opgør, der har været mere end 40 år undervejs. Greens trilogi fungerer nemlig som direkte efterfølgere til John Carpenters oprindelige "Halloween" fra 1978.

Til at forsøde ventetiden og promovere "Halloween Ends" har Universal nu frigivet en spritny filmplakat, og den kan ser herunder i fuld størrelse.

Se også: Michael Myers og Laurie er klar til det endelige opgør i "Halloween Ends"

Fire år er gået siden begivenhederne i "Halloween Kills", og den maskerede morder Michael Myers er som sunket i jorden. Men da en ung mand pludselig anklages for mordet på en dreng, han engang har passet, udløses en kaskade af vold og gru, som tvinger Laurie Strode (Jamie Lee Curtis) til igen at stå ansigt til ansigt med den ondskab, der har plaget hendes liv i 45 år.

Myers er nemlig tilbage, og han er lige så brutal og hensynsløs som altid. Men Laurie Strode giver sig – som det også fremgår af plakaten – ikke uden kamp, og denne gang er hun forberedt på at kæmpe til den bitre ende. Kun én af dem får derfra med livet i behold.

Maskernes nat når sit foreløbige klimaks, når "Halloween Ends" får premiere i de danske biografer den 13. oktober. Filmen får i øvrigt premiere samtidigt på streaming-platformen Peacock i USA.

Kommentarer

Plakaten til "Halloween Ends" lader op til det endelige opgør mellem Michael Myers og Laurie Strode

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen