"Powerpuff Pigerne" får måske en live-action-serie

En ny live-action-udgave af den populære børneserie er i støbeskeen.

I denne tid af remakes, reboots og fortsættelser kan det måske alligevel overraske, at der tales om at lave en live-action "Powerpuff Pigerne"-serie til CW-kanalen i USA.

Serien skulle efter sigende omhandle de tre hovedpersoner i lidt ældre udgaver. De er nu alle i midt-20'erne og desillusionerede over at have spildt deres barndom på at bekæmpe kriminalitet. Vil de mon slå sig sammen igen, når verden har brug for dem?

Den animerede og Emmy-belønnede tegnefilmsserie, som kørte fra 1998 til 2005, omhandlede Professor Utonium, der ved et uheld skaber de tre superhelte Blossom, Bubbles, og Buttercup (på dansk: Blomst, Bobbel og Bellis) ved at blande sukker, krydderier og alt godt med det hemmelige kemikalie X. Der blev lavet en rebootet, animeret serie i 2016, som kørte i tre sæsoner.

Læs også: Disney overvejer at lave ny "X-Men"-tegnefilmsserie

Hvis det, der er blevet rapporteret om den nye serie, holder stik, så vil den nye serie passe fint ind i CW's sendeflade, som indeholder mange superhelteshows og også "Riverdale", som ligeledes er et reboot af en børneserie, der henvender sig til lidt ældre seere.

Bl.a. manuskriptforfatteren/produceren Diablo Cody arbejder på den nye serie. Cody er nok bedst kendt for sit Oscar-belønnede manus til komediedramaet "Juno".

Det vides endnu ikke, hvornår man satser på at have den nye "Powerpuff Pigerne"-serie klar.

Kommentarer

"Powerpuff Pigerne" får måske en live-action-serie

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen