Quentin Tarantino nægter at se "Toy Story 4"

Mesterinstruktøren elsker "Toy Story 3" så højt, at han ikke kan få sig selv til at se den nyeste film i den elskede animationsserie.

Quentin Tarantino er som bekendt et slags omvandrende filmleksikon, der ikke er nærig med at rose de film og serier, han holder mest af.

Tidligere har manden bag filmperler som "Pulp Fiction", "Kill Bill"-filmene og "Once Upon a Time... in Hollywood" skamrost så forskellige populærkulturelle fænomener som "Dødens gab" og, nå ja, "Gurli Gris"...

Læs også: Quentin Tarantino kårer "Dødens gab" til filmhistoriens bedste film

Læs også: Quentin Tarantino elsker Gurli Gris

Nu viser det sig, at mesterinstruktøren også er kæmpestor fan af Pixars oprindelige "Toy Story"-trilogi, der blev afsluttet i 2010 med den kritikerroste "Toy Story 3".

Og netop "Toy Story 3" ligger instruktørens hjerte særdeles nært. Det fortalte Tarantino selv for nylig til podcasten "Club Random with Bill Maher":

"Jeg ser ikke alle animationsfilm, men jeg er en stor fan af 'Toy Story'-trilogien. Den tredje er bare formidabel. Det er en af de bedste film, jeg nogensinde har set. Men sagen er, at tre år senere eller noget i den stil, lavede de en fjerde, og jeg har intet ønske om at se den. Du afsluttede bogstaveligt talt historien så perfekt som muligt, så nej, jeg er ligeglad med, om den er god. Jeg er færdig."

Herefter udtalte Tarantino, at der i hans verden kun eksisterer én trilogi, der er helt og aldeles perfekt på samtlige parametre: Sergio Leones tre spaghettiwestern-klassikere med Clint Eastwood – den såkaldte "Dollars"-trilogi, der består af "A Fistful of Dollars", "For a Few Dollars More" og "The Good, the Bad and the Ugly".

Hvad angår "Toy Story"-sagaen, er en femte film som tidligere rapporteret i støbeskeen. Pixars "Toy Story 5" udkommer efter planen i juni 2026 – og i modsætning til Quentin Tarantino, så er vi nogle, der glæder os til et nyt eventyr med Woody, Buzz og alt det andet herlige legetøj.

Kommentarer

Quentin Tarantino nægter at se "Toy Story 4"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen