Rafe Spall skal på jagt efter en varm seng i "Denmark"

Den britiske skuespiller Rafe Spall skal spille hovedrollen i en komedie kaldet "Denmark", som leder efter potentielle købere på den kommende Cannes Film Festival. Skuespilleren er gået sammen med instruktøren Adrian Shergold, der instruerede Rafes far, Timothy Spall, i biografifilmen "Pierrepoint" fra 2005 om Storbritanniens sidste bøddel.

Filmen er beskrevet som en "en bittersød komedie om en mands forfølgelse af en drøm, der ikke er mere latterlig end den tid, vi lever i". I "Denmark" spiller Spall en uheldig walisisk mand uden job og adgang til varmt vand, som træffer en beslutning om at ændre sit liv til det bedre. Med intet at tabe og alt at vinde rejser han over hele Europa med ét vanvittigt mål: At blive arresteret og sendt til et dansk fængsel, hvor sengene er varme og vandet er varmt.

Rafe Spall har for nylig afsluttet produktionen på den britiske horrorfilm "The Ritual" og er for øjeblikket i gang med optagelserne på J.A. Bayonas unavngivet "Jurassic World"-efterfølger. Her skal han spille overfor blockbuster-franchisens tilbagevendende stjerner Chris Pratt, Bryce Dallas Howard og Jeff Goldblum.       

Kommentarer

Rafe Spall skal på jagt efter en varm seng i "Denmark"

  • ★★★0

    Haha det skal nok blive sjovt, udfra overskriften troede jeg at det måske var en Lars Larsen Jysk film.

    MOVIE100016-05-17 19:06

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen