
Rasputin danser og duellerer i første forrykte klip fra "The King’s Man"
Walisiske Rhys Ifans og "Gladiator"-stjernen Djimon Hounsou tørner sammen i en vild danseduel i den kommende, tredje "Kingsman"-film.
Vi er nu blot få uger fra premieren på det tredje kapitel i Matthew Vaughns spionfilmsaga om Kingsman-agenterne, "The King's Man", som fungerer som prequel til actionbragene "Kingsman: The Secret Service" (2014) og "Kingsman: The Golden Circle" (2017).
"The King's Man" skildrer skabelsen af den superhemmelige spion-organisation Kingsman under 1. verdenskrig, hvor en skummel skyggeorganisation forsøger at få klodens supermagter til at udslette hinanden.
Se også: "The King's Man": Ny actionfyldt trailer til Matthew Vaughns nyeste actionbrag
Flere ægte, historiske personligheder tropper op i "The King's Man" – heriblandt den berygtede, russiske munk Rasputin, som er en af filmens mange kulørte skurke og spilles af Rhys Ifans ("Notting Hill", "The Amazing Spider-Man").
Og 20th Century Studios har netop frigivet det første klip fra filmen, hvor vi ser Rasputin slås med bodyguarden Shola (Djimon Hounsou) i et russisk palads til tonerne af herligt bombastisk musik.
"The King's Man" lander i de danske biografer den 6. januar, og det omtalte klip kan ses her: