"Red One": Chris Evans slutter sig til Dwayne Johnsons kommende julefilm

Captain America og Black Adam tørner sammen i det actionfyldte juleeventyr.

En pensioneret superhelt og en kommende superskurk mødes i Jake Kasdans kommende julefilm, "Red One". Deadline bekræfter, at Chris Evans ("Captain America: Civil War") skal spille over for Dwayne 'The Rock' Johnson ("Fast & Furious 7") i filmen, som stadig er omgærdet af mystik.

Projektet blev annonceret tilbage i november, hvor vi blot fik at vide, at der var tale om en actionfyldt julekomedie, der henvender sig til alle målgrupper og udfolder sig på adskillige kontinenter.

Og derudover er der noget, der tyder på, at Johnson skal spille selveste julemanden i "Red One", som skuespilleren altså laver i samarbejde med instruktøren Jake Kasdan, der lavede de to seneste "Jumanji"-film. Manuskriptet skrives desuden af Chris Morgan, der også har forfattet flere af de hæsblæsende "Fast & Furious"-film med Johnson foran kameraet og bag rattet.

Læs også: Dwayne Johnson står fast: Vil ikke medvirke i "Fast & Furious 10"

Både Evans og Johnson optrådte kort i "Free Guy" sidste år, men "Red One" er den første film med begge d'herrer i de bærende hovedroller.

Amazon Studios producerer "Red One", og selskabet håber på, at filmen vil kickstarte et helt nyt, omfangsrigt underholdningsunivers fyldt med fortsættelser og spin-offs.

Hvis alt går efter planen, så går "Red One" i produktion snart og udkommer på Amazons streamingtjeneste, Prime Video, i julen 2023.

Kasdans to "Jumanji"-film med Johnson har indtjent godt 1,7 mia. dollars på verdensplan, og da seriens seneste film, "Jumanji: The Next Level", udkom på hjemmevideo, rejste Moovy TV til Californien for at tale med tre af filmens skuespillere:

Kommentarer

"Red One": Chris Evans slutter sig til Dwayne Johnsons kommende julefilm

  • ★★★★★★1

    Jeg gider egentlig godt se noget mere med Chris Evans. Hans rolle i Knives Out var et højdepunkt.

    Wayne25-01-22 10:58

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen