eeeeeelsker den film, Håber de er gode ved den :)
Remake af sci-fi-kultfilmen "Enemy Mine" er på vej
Wolfgang Petersens oprindelige sci-fi-film blev et kæmpe flop i 1985, men har siden oparbejdet en stor fanskare.
Tilbage i 1985 lignede science fiction-dramaet "Enemy Mine" på papiret et stensikkert hit. Sci-fi-genren var enormt populær, instruktøren var Wolfgang Petersen, som havde storfilmene "Das Boot" og "Den uendelige historie" på CV'et, og hovedrollerne blev spillet af stjernerne Dennis Quaid og Louis Gossett Jr.
Men "Enemy Mine" havde en usædvanligt hård fødsel – Petersen erstattede instruktøren Richard Loncraine under optagelserne og besluttede sig for at skrotte praktisk talt alt, der var blevet filmet indtil da. Kostumer og kulisser blev omdesignet, og budgettet endte med at vokse fra 17 mio. dollars til 40 mio. dollars. Og da filmen endelig udkom, indtjente den sølle 12 mio. dollars og endte således som et af årtiets største flops.
Men ligesom sine artsfæller fra 80'erne, "Blade Runner" og "The Thing", blev "Enemy Mine" senere et stort hit på hjemmevideo, og den har også oparbejdet en stor og loyal fanbase. Og de fans kan nu se frem til en storstilet genindspilning af Petersens sci-fi-film.
Læs også: Wolfgang Petersen – instruktøren bag "Das Boot" og "Den uendelige historie" – er død, 81 år gammel
The Hollywood Reporter rapporterer, at Terry Matalas er blevet hyret til at skrive manuskriptet til den nye "Enemy Mine". Matalas er vel at mærke produceren/forfatteren, som var den kreative drivkraft bag 3. sæson af "Star Trek: Picard", som høstede ekstremt flotte seertal, anmeldelser og adskillige priser.
Ligesom originalfilmen udfolder den nye "Enemy Mine" sig i en fremtid, hvor menneskeheden er i krig mod en race af reptilagtige rumvæsner. Et af de rumvæsner og én menneskelig pilot styrter ned på en ubarmhjertig og gold planet, hvor de må lære at samarbejde for at overleve.
Matalas er også en relativt erfaren tv-instruktør, men den nye "Enemy Mine" er stadig på udkig efter en instruktør og sine skuespillere. Premieredatoen er også stadig ukendt.
Matalas arbejder i mellemtiden på den kommende Marvel-serie "Vision", som følger op på "WandaVision" og har Paul Bettany tilbage i titelrollen. Marvel-chefen Kevin Feige hyrede Matalas netop oven på hans iøjnefaldende arbejde på "Star Trek: Picard".