Han har været savnet

Rick Moranis gør comeback i "Honey, I Shrunk the Kids"-fortsættelsen "Shrunk"
Komikeren har holdt lav profil i mere end 20 år, men er nu klar til at genoptage karrieren på store lærred.
Ifølge Deadline vender Rick Moranis tilbage til rampelyset fra sit selvvalgte eksil, der i grove træk har stået på siden 1997. Det sker, når den 66-årige komiker, som også er kendt for "Ghostbusters" og "Spaceballs", gør comeback i "Shrunk".
Filmen er en opfølger til komediehittet "Honey, I Shrunk the Kids" ("Skat, børnene er skrumpet" på dansk), der kom i 1989 og kastede to fortsættelser af sig.
Moranis gav den i sin tid som Wayne Szalinski – en far, der opfinder en maskine, som kan skrumpe ting ned til mikrostørrelse. Beklageligvis begynder hans børn at rode med apparatet og bliver dermed zappet ned til ministørrelse – og må derefter flygte fra gigantiske myrer og andet kryb.
SOM FAR SÅ SØN
Den nye film vil fokusere på et af de oprindelige børn, der nu er blevet voksen og begynder at lave samme skøre eksperimenter som sin far. Josh Gad har landet hovedrollen, og han er blandt andet kendt for at lægge original stemme til snemanden Olaf i "Frost"-filmene.
Joe Johnston, der stod bag kameraet på det originale eventyr samt på film som "Jurassic Park III" og "Captain America: The First Avenger", vender ligeledes tilbage i instruktørstolen på "Shrunk". Filmen skal efter planen sættes op i biograferne, men har endnu ikke fået en premieredato.