Altid en fornøjelse at se RDJ - men i en ny rolle i samme serie, lyder som et dårligt valg.
Nu kan de selvfølgelig maskere ham til ukendelighed - men så var det vel nemmere at vælge en anden.

Robert Downey Jr. gør Marvel-comeback – som Doctor Doom i ny "Avengers"!
Fra superhelt til superskurk.
Den havde de færreste formentligt set komme. Under årets igangværende Comic Con-event blev den næste "Avengers"-film annonceret i en af salene, og pludselig troppede Robert Downey Jr. op på scenen for at afsløre, at han dukker op i filmen.
Downey Jr. skal dog vel at mærke ikke spille Tony Stark/Iron Man, som han spillede i et væld af Marvels MCU-film – fra den første "Iron Man" og frem til karakterens død i "Avengers: Endgame" – men i stedet Doctor Doom – en af tegneseriegigantens absolut største skurke, som derved debuterer i MCU-franchisen.
Den 5. "Avengers"-film får i øvrigt titlen "Avengers: Doomsday", så Doom er tydeligvis storfilmens omdrejningspunkt.
Filmen bar tidligere titlen "Avengers: The Kang Dynasty" og skulle have budt på det endelige opgør mellem superskurken Kang the Conqueror, spillet af Jonathan Majors, og de heroiske Avengers. Men da Majors sidste år blev kendt skyldig i partnervold, fyrede Marvel ham prompte og ændrede deres planer. Nu er vi så blevet lidt klogere på, hvad de planer er.
Læs også: NATALIE PORTMAN ER KLAR PÅ AT LAVE FLERE MARVEL-FILM
På Comic Con-scenen stod også instruktør-brødrene Joe og Anthony Russo, som således bekræftede, at de instruerer "Avengers: Doomsday".
Vi delte forleden nyheden om, at Marvel var i færd med at overbevise Russo-brødrene om at vende tilbage til MCU-franchisen. Parret lavede de to seneste "Captain America"-film samt de to seneste "Avengers"-film – flere af filmhistoriens største blockbusters.
Russo-brødrene har også takket ja til at lave den 6. "Avengers"-film med undertitlen "Secret Wars".
Det er ikke utænkeligt, at vi får lov til at se Downeys udgave af Doctor Doom i Marvels kommende "Fantastic Four"-film, som udkommer næste år – ét år før "Avengers: Doomsday". Doom er trods alt praktisk talt De Fantastiske Fires ærkefjende.
Og selvom vi er vant til at se Downey Jr. spille en Marvel-helt, så understregede han sidste år med sin Oscar-belønnede pragtpræstation i Christopher Nolans "Oppenheimer", at han også kan brillere som skurk. Hvorom alting er, bliver det interessant – og nok også lidt underligt – at se Tony Starks sympatiske ansigt på den diktatoriske Doom.