
Robert Eggers filmatiserer Dickens’ "Et juleeventyr" – med Willem Dafoe som Scrooge
Efter succesen med nyfortolkningen af vampyrdramaet "Nosferatu" kaster den amerikanske auteur sig over endnu en klassiker.
Robert Eggers er ikke just en mand, der hviler på laurbærrene. Efter at have pustet nyt liv i vampyrgenren med sin succesfulde nyfortolkning af "Nosferatu" har filmmageren fået så meget blod på tanden, at han nu kaster sig over endnu en klassisk fortælling: Charles Dickens' "Et juleeventyr". Det rapporterer Deadline.
Eggers skal skrive og instruere en ny genfortælling af juleklassikeren om den gnavne Ebeneezer Scrooge, der hellere vil tjene penge end bruge sin tid på at fejre noget så pjattet som juleaften. Altså lige indtil han en skæbnesvanger jul får besøg af tre ånder, der giver ham en lærestreg, som tvinger gnieren til at tage sit liv op til revision.
Læs også: "Violent Night 2" får endelig en premieredato
Rollen som Ebeneezer skal angiveligt spilles af Eggers' mangeårige samarbejdspartner, Willem Dafoe. Den 69-årige skuespiller har tidligere medvirket i Eggers-filmene "The Lighthouse", "The Northman" og føromtalte "Nosferatu, der er instruktørens mest indbringende film til dato med en indtjening på 181 mio. dollars på verdensplan.
Inden Robert Eggers kan kaste sig over filmatiseringen af "Et juleeventyr" skal han dog først have færdiggjort varulvefilmen "Werewulf", der efter planen udkommer i julen 2026.