Robert Pattinson meldes rask - arbejdet på "The Batman" genoptages

Optagelserne til "The Batman" blev for nylig sat i bero, da filmens stjerne blev testet positiv for coronavirus.

Holdet bag "The Batman" var nærmest lige vendt tilbage til arbejdet ovenpå seks måneders "corona-pause", da selveste filmens stjerne, Robert Pattinson, blev testet positiv for virussen, og størstedelen af filmholdet blev sendt hjem igen.

Men nu et par uger efter er Pattinson lykkeligvis atter sund og rask, og han arbejder nu foran kameraet igen. Det rapporterer Variety, som samtidig fortæller, at visse kulisser stadig blev bygget, mens Pattinson lå i sygesengen.

Omtrent 25% af filmen var blevet filmet, før coronapandemien tvang instruktøren Matt Reeves og Co. til at indstille arbejdet i marts. Men der var trods alt blevet skudt så meget materiale, at Warner Bros. kunne udgive en actionfyldt trailer til filmen i august.

Læs også: Ben Affleck vender tilbage som Batman i "The Flash"-filmen

I "The Batman" følger vi en ung Bruce Wayne, som kun lige har startet sin karriere som Batman – storbyen Gothams beskytter. Snart står han dog over for en sag, der for alvor sætter den kappeklædte korsfarers detektivevner på arbejde, og samtidig dukker flere skurke op, som alle er ude på at gøre livet surt for den unge helt.

Udover Pattinson optræder Zoë Kravitz i rollen som Catwoman, mens Jeffrey Wright, Colin Farrell, Paul Dano og Andy Serkis giver den som hhv. Jim Gordon, The Penguin, The Riddler og Batmans butler, Alfred.

Hvis optagelserne fortsætter som planlagt, så flyver "The Batman" ind i biograferne i oktober 2021.

Kommentarer

Robert Pattinson meldes rask - arbejdet på "The Batman" genoptages

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen