Robert Pattinson reagerer på Batman-haterne

Den kommende Batman tager fansenes utilfredshed med ro.

En ny "Batman"-film er under opsejling, og indtil videre kender vi instruktørens navn, Matt Reeves, og ikke mindst, hvem der skal spille rollen som den maskerede sorte ridder, nemlig den tidligere "Twilight"-stjerne Robert Pattinson. Og det er ikke gået ubemærket hen, at det netop er ham, der skal spille rollen som Batman. Flere inkarnerede fans har udtrykt stor utilfredshed ved castingen af Pattinson, men det har ikke vakt de store bekymringer hos skuespilleren.

"For at være ærlig så har det været mindre skarpt, end jeg havde troet. Det er sjovere, når du er undertippet. Så er der ingen forventninger til dig," udtaler skuespilleren til Variety.

Derudover er Robert Pattinson også glad for, at han ikke sagde ja til endnu et franchise-univers i form af Batman-rollen lige efter at have medvirket i "Twilight"-franchisen.

"Rollerne i store film er ikke så interessante, i hvert fald ikke de roller, jeg blev tilbudt. Jeg tror, der har været noget frygt omkring det. Jeg tror også, jeg ville være en smule nervøs, hvis jeg havde taget en sådan rolle lige efter."

Underskriftindsamling mod Affleck

Indtil videre har Robert Pattinson ikke været underlagt den samme form for had for at spille den kommende Batman som Ben Affleck, da han takkede ja til rollen.

I USA er der en online underskriftsindsamling på Det Hvide Hus' hjemmeside. Her kan amerikanske borgere indsamle et hvis antal underskrifter, som kan få præsidenten til at overveje, om emnet udgør et samfundsmæssigt problem. 

Sådan en underskriftindsamling lavede flere fans tilbage i 2013, hvor de ville afholde Ben Affleck fra at spille Batman eller nogen anden superhelt over de næste 200 år. Men Det Hvide Hus blokerede underskriftindsamlingen og fjernede den fra dets hjemmeside med den begrundelse, at underskriftindsamlingen ikke opfyldte kravene for, hvad præsidenten kunne blande sig i.

Så Robert Pattinson kan bevare roen lidt endnu – måske helt indtil premieren i sommeren 2021...

Kommentarer

Robert Pattinson reagerer på Batman-haterne

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen