Robert Rodriguez og manden bag "Ant-Man" instruerer 2. sæson af "The Mandalorian"

Næste sæson af "Star Wars"-franchisens første live-action-serie rammer efter planen Disney+ til oktober.

Robert Rodriguez er en af de filmmagere, der har siddet i instruktørstolen på 2. sæson af live-action-serien "The Mandalorian". Manden bag film som "Sin City", "Machete" og "Alita: Battle Angel" har via Twitter postet et billede, hvor han flankeres af selveste Baby Yoda, der for længst har taget alverdens "Star Wars"-fans med storm siden premieren på "The Mandalorian".

Og Rodriguez er utvivlsomt beæret over sin medvirken bag kameraet på "Star Wars"-serien med det nuttede fænomen: "Jeg er i sandhed ydmyg ved at kunne fortælle, at jeg nu har haft det meget sjældne privilegium at instruere universets største stjerne," skriver den 51-årige filmmager.

Peyton Reed, der blandt andet har instrueret Marvels "Ant-Man" og "Ant-Man and the Wasp", har ligeledes stået bag kameraet på et eller flere afsnit af seriens nye sæson, hvor den enlige mandalorianske gunslingers eventyr fortsætter i galaksen langt borte.

Optagelserne til sæson 2 nåede at komme i kassen, inden coronapandemien for alvor satte verden i stå. Det er derfor stadig planen, at næste sæson af "The Mandalorian" udkommer på Disney+ i oktober – med mindre seriens klippere og visual effects-folk får et frygteligt hyr med at arbejde hjemmefra. For nylig kom det desuden frem, at 3. sæson af den populære serie allerede er sat i produktion.

Kommentarer

Robert Rodriguez og manden bag "Ant-Man" instruerer 2. sæson af "The Mandalorian"

  • ★★★★★★0

    Spændende at så mange forskellige instruktører får lov til at rode med serien. Jon Favreau ser dog ud til at have dem i stram snor - der er ikke vilde udsving fra basis i de enkelte afsnit.

    Wayne 5-05-20 15:06

  • ★★★★★★0

    Spændende at så mange forskellige instruktører får lov til at rode med serien. Jon Favreau ser dog ud til at have dem i stram snor - der er ikke vilde udsving fra basis i de enkelte afsnit.

    Fornuftigt nok vej, så tonen ikke svinger for vildt uden at holde sig i de satte rammer. 

    T. Nielsen 5-05-20 15:09

  • ★★★★★★0

    Fornuftigt nok vej, så tonen ikke svinger for vildt uden at holde sig i de satte rammer. 

    Nemlig ;-)

    Wayne 5-05-20 15:20

  • ★★★★★2

    Jeg vil hellere have en fortsættelse af Alita. 

    Lars! 5-05-20 17:20

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen